Erhverv

Nye spirende forretningsidéer indtager Aalborg Storcenter

Company Programme er et learning-by-doing-forløb

Redaktion
Af Redaktion 16. januar 2016

.
Mere end 550 elever fra ungdomsuddannelser i Nordjylland har siden skoleårets start arbejdet intensivt med entreprenørskab og innovation under forløbet Company Programme. Nu er tiden kommet til at præsentere resultatet over for potentielle kunder og et stærkt og erfarent dommerpanel.

En spændende oplevelse venter besøgende i Aalborg Storcenter lørdag den 16. januar 2016. Center Torvet og Bilka Torvet vil emme af høj aktivitet og innovative idéer og ikke mindst spændte elever, der har arbejdet på at udvikle, afprøve og realisere gode idéer som spænder fra social innovation over til tekniske produkter.

Elever fra alle ungdomsuddannelserne har kunnet deltage i Company Programme, og der vil kunne opleves en bred repræsentation fra hele Nordjylland på lørdag. Forløbet, de unge mennesker har været igennem, har givet dem mulighed for at komme uden for klasseværelset og i teams drage praktisk erfaring inden for entreprenørskab og innovation.
Der er meget på spil for eleverne på lørdag. Udover at få testet deres idé, får eleverne også mulighed for at kvalificere sig til National Entreprenørskabsmesse. Denne giver mulighed for at komme uden for Danmarks grænser og deltage i den europæiske entreprenørskabsmesse JA-YE-Trade Fair. Nordjylland har tidligere markeret sig ved at vinde National Entreprenørskab.

Hvorfor arbejde med entreprenørskab og innovation?
Fonden for Entreprenørskab, der tilbyder Company Programme, er en non-profit organisation, der arbejder for at sikre at flere børn og unge på alle uddannelsesniveauer introduceres for at deltage i entreprenørskabsundervisning. Eleverne opnår uvurderlige kompetencer, de fremadrettet kan bruge som iværksættere eller som attraktiv arbejdskraft i enhver organisation.
Interessen for at arbejde med entreprenørskab og innovation er stigende i uddannelsessystemet, og Fonden for Entreprenørskab har netop etableret en regional afdeling i Nordjylland, der skal være med til at udbrede entreprenørskab og innovation i uddannelsessystemet.
Praktisk info: Messen kan opleves lørdag den 16.januar fra 9.00 til 17.30 i Aalborg Storcenter.

Bonusinfo: Company Programme har eksisteret i Danmark siden 1993, og i dag deltager ca. 4000 elever fra hele landet årligt i forløbet. I Europa deltager mere end 250.000 i Company Programme