Erhverv
Nye tal i Aalborg: Stor stigning i antallet af jobs i industrien
I Aalborg Kommune er antallet af jobs i industrien steget med 550 det seneste år. Dermed er industrien den branche, som har oplevet den største jobvækst, viser ny analyse, som vækker begejstring hos den lokale afdeling Metal Aalborg.
I det seneste år er der skabt omkring 2.000 nye jobs i Aalborg Kommune, og kigger man nærmere på, hvor de nye jobs befinder sig, står industrien som den klare vinder. Det viser en ny analyse fra Aalborg Kommune, der har sammenlignet tal fra 1. kvartal 2023 med 1. kvartal 2024. Helt konkret er antallet af nye jobs i kommunen steget med 550 i industrien, og det glæder man sig over hos lokalafdelingen Metal Aalborg.
– Det er rigtig gode nyheder, at industrien er den branche, som har haft den største vækst, når man kigger på nye jobs i Aalborg Kommune. Det er med til at styrke vores industrivirksomheder og sikre endnu flere lokale arbejdspladser, fortæller Jan O. Gregersen, der er formand i Metal Aalborg og fortsætter:
– Vi har en rigtig stærk industri i Aalborg, som faktisk ligger på en tredje plads over de brancher i kommunen, som har flest ansatte. Så analysen understreger i den grad, at der fortsat er rigtig gode jobmuligheder i industrien for både faglærte og ufaglærte, og det forventer vi vil fortsætte.
Samlet set er antallet af jobs steget med 2.004 jobs i Aalborg Kommune, hvilket svarer til en jobvækst på 1,7 procent. Det er den anden højeste stigning blandt landets største kommuner.
Langsigtet strategi betaler sig
Selvom antallet af jobs er steget i industrien, efterspørger mange industrivirksomheder stadig kvalificeret arbejdskraft. Virksomhederne bør derfor tænke mere langsigtet og byde ny teknologi og robotter velkommen i produktionen, lyder opfordringen fra formanden i Metal Aalborg.
– Flere industrivirksomheder i Aalborg Kommune har udfordringer med at finde kvalificerede medarbejdere, og det kan virksomhederne blandt andet imødekomme ved at investere i robotter og ny teknologi. På den måde frigiver man hænder til andre opgaver og øger samtidig produktionen og kvaliteten, så investeringerne vil altså hurtigt være en gevinst på den lange bane, afslutter Jan O. Gregersen.