Nyt initiativ skal forebygge psykisk sårbarhed hos unge

7. juni 2013

.Den 1. september 2013 åbner et nyt center i Aalborg. Formålet med centret er at møde unge med problemer på et tidligt stadium og hjælpe dem tilbage på rette spor igen, før problemerne reelt bliver til store omkostninger for både den unge selv og samfundet. Aalborg Kommune har indgået et samarbejde med foreningen Det Sociale…

.
Den 1. september 2013 åbner et nyt center i Aalborg. Formålet med centret er at møde unge med problemer på et tidligt stadium og hjælpe dem tilbage på rette spor igen, før problemerne reelt bliver til store omkostninger for både den unge selv og samfundet.

Aalborg Kommune har indgået et samarbejde med foreningen Det Sociale Netværk, som har tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen som formand, om at etablere et supplerende før-kommunalt tilbud til forebyggelse af psykisk sårbarhed hos de unge. Headspace, som centret kommer til at hedde, vil blive placeret i seks forskellige kommuner i Danmark, herunder i Aalborg.

Målgruppen for centret er unge mellem 12 og 25 år, som fx har problemer med mangel på selvværd, depression, familie, stofmisbrug mm. Centret kan via rådgivning og vejledning hjælpe de unge på deres egne præmisser uformelt, effektivt og med det samme, før de bliver rigtig syge. Helt konkret betyder det, at de unge kan komme direkte ind fra gaden og få hjælp til deres problemer store som små.

Headspace er ikke et kommunalt tilbud, men et privat initiativ og et supplement til de tilbud, som i forvejen findes i kommunen. Der er derfor fokus på at skabe et samarbejde og en naturlig arbejdsdeling mellem kommunen og headspace, som sikrer helhed i indsatsen og bygger bro til de eksisterende tilbud. Samarbejdet med kommunen skal bl.a. sikre, at headspace centret hurtigt kan tage kontakt til kommunen, hvis problemerne ikke kan klares i centret, således at den unge får en relevant og hurtig hjælp.

Tirsdag den 11. juni kl. 11 vil de fire rådmænd fra henholdsvis Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Ældre- og Handicapforvaltningen, Sundhed og Bæredygtig Udvikling samt Skole- og Kulturforvaltningen sammen med formand Poul Nyrup Rasmussen underskrive samarbejdsaftalen om headspace i Aalborg. Underskrivelsen vil finde sted på Aalborg Rådhus, Gl. Torv 2 i Saxosalen.

I Aalborg Kommune har opbakningen til etableringen af det lokale headspace center været stor:

– Vi er stolte af at være med i samarbejdet. Det er vigtigt at have et tilbud til psykisk sårbare unge, hvor der bliver taget hånd om problemerne, inden de vokser sig store og uoverskuelige. I dag har mere end halvdelen af alle unge mellem 15 25 år haft personlige problemer, der har påvirket deres hverdag, og hvis vi bare kan hjælpe nogle af dem, så er det det hele værd, udtaler rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen Mai-Britt Iversen.

Rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen Tina French Nielsen glæder sig ligeledes over det nye initiativ:

– Headspace er et rigtigt godt eksempel på begrebet samskabelse, hvor private og/eller frivillige foreninger i samarbejde med det offentlige sammen kan skabe løsninger og tilbud, som kommunen ellers kun vanskeligt kan oprette. En hjælpende hånd på rette tid kan forhindre, at sårbare unge kommer ud på en glidebane, siger hun.

Psykisk sundhed er et vigtigt fokusområde for Aalborg Kommune, og derfor hilser rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling Thomas Kastrup-Larsen også det nye center velkommen:

– Det er vigtigt, at vi tager de unges psykiske problemer alvorligt, og med headspace centret får de unge nu et sted, hvor de med det samme og helt anonymt kan henvende sig, hvis de har brug for en hjælpende hånd, siger han.

Rådmand fra Skole- og Kulturforvaltningen Anne-Dorte Krog mener, at centret også kan forebygge, at de unge dropper ud af skolen:

– Det sociale fællesskab i skolen betyder rigtig meget for unge, der slås med psykiske problemer – både for deres trivsel og læring. Vi skal gøre en særlig indsats for at tage hånd om dem, så de bliver i skolen og beholder deres tilknytning til fællesskabet. Derfor har vi trivselspersoner på alle skoler, som står klar til at hjælpe, men nogle foretrækker at søge hjælpen anonymt og den mulighed får de nu via headspace, siger hun.