Nyheder
Nyt lovforslag skal give staten flere muligheder for at gribe ind over for kommuner
Alvorlige tilsynssager skal prioriteres højere, og kommuner, der ikke følger et påbud, skal i sidste ende kunne mødes med tvangsbøder.
Statens tilsyn med landets kommuner og regioner står til at blive strammet markant. Regeringen sendte mandag den 14. september et nyt lovforslag i høring, som skal sikre mere systematisk kontrol og bedre muligheder for at gribe ind, når lovgivningen ikke bliver overholdt.
Lovforslaget bygger på en politisk aftale fra februar 2026 og indeholder fire centrale ændringer. De alvorligste sager skal prioriteres, dokumentationen skal styrkes, der skal følges mere systematisk op, og tilsynet skal kunne udstede juridisk bindende påbud.
Kan ende med tvangsbøder
En væsentlig ændring bliver, at tilsynet skal kunne give en kommune eller region et bindende påbud med en konkret frist og beskrivelse af, hvad der skal gøres.
Bliver påbuddet ikke fulgt, skal det kunne gennemtvinges efter de eksisterende regler om tvangsbøder. Et påbud kan eksempelvis betyde, at en kommune skal genoptage en række sager. Som udgangspunkt skal et sådant påbud behandles af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet.
Samtidig skal kommuner og regioner overholde de frister, som tilsynet fastsætter i forbindelse med opfølgningen.
Alvorlige sager skal først i køen
Lovforslaget lægger også op til, at Ankestyrelsens tilsyn skal prioritere de alvorligste sager og sager, der har væsentlig betydning for retssikkerheden.
Tilsynet skal desuden systematisk tage stilling til, hvilken dokumentation der er nødvendig. Det betyder, at vurderingen ikke nødvendigvis kun skal bygge på kommunens eller regionens egen redegørelse.
Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr understreger, at konsekvenserne kan være store, når myndighederne ikke følger reglerne.
”Når systemet svigter, rammer det i sidste ende mennesker, der i forvejen står i en svær situation,” siger ministeren.
Kritik fra Rigsrevisionen
Baggrunden for ændringerne er blandt andet Rigsrevisionens kritik af Ankestyrelsens tilsyn på socialområdet. Kritikken gik blandt andet på, at tilsynet ikke systematisk indhentede dokumentation eller fulgte op på sager, mens de nuværende muligheder for sanktioner sjældent kunne anvendes i praksis.
De kommende regler skal ikke kun gælde på socialområdet, men for det samlede statslige tilsyn med kommuner og regioner.
De nye regler er planlagt til at træde i kraft i 2027. Erfaringerne med ændringerne skal efter planen vurderes ved udgangen af 2028.
Læs også: