Kultur
Nyt storslået kunstværk byder velkommen på Aalborg Universitetshospital
Kunstværket “Vejen” af Nina Beier er netop indviet ved hospitalets hovedindgang. Det bølgende bakkelandskab strækker sig fra forpladsen og ind i et af byggeriets gårdrum, og er doneret af Ny Carlsbergfondet
Hospitalsbyen i Aalborg har netop indviet kunstværket “Vejen” af den internationalt anerkendte danske kunstner Nina Beier ved hospitalets hovedindgang. Værket, der blev indviet mandag, har været under opbygning siden det tidlige forår og har allerede fanget opmærksomheden hos mange besøgende. Det er et omfattende værk, der strækker sig fra forpladsen til hovedindgangen og videre ind i et af byggeriets gårdrum.
Doneret af Ny Carlsbergfondet
Kunstværket er doneret af Ny Carlsbergfondet og understøtter ambitionen om at gøre kunst og kultur til en integreret del af Hospitalsbyen, særligt i de patientnære og fælles områder. Hos fondet er ambitionen at bringe kunst af højeste kvalitet ud i det offentlige rum, også på steder, hvor mennesker befinder sig i særlige livssituationer.
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) glæder sig over donationen: “Vi er meget taknemmelige for donationen fra Ny Carlsbergfondet. Kunst har stor betydning for de rammer, vi tilbyder patienter, pårørende og medarbejdere, og dette værk bliver en markant del af Hospitalsbyen. Jeg ser frem til at opleve, hvordan kunstværket bidrager til helheden og til det første indtryk, man får, når man ankommer til hospitalet.”
Læs også:
Et bølgende bakkelandskab med lys og musik
Nina Beier fortæller selv om tankerne bag værket: “En trafiklegeplads er en nedskaleret repræsentation af virkeligheden. Jeg har lånt små lygter og brudstykker af en miniaturevej derfra og lagt dem hen over bakker bygget af sten, jord og planter. Når man ser på det inde fra bygningen, skabes et sammenhængende billede. Og præcis der, hvor illusionen samler sig, kan man høre et stykke musik, der er komponeret til skulpturen af Mads Frøslev.”
Bakkerne oplyses af lys fra lygtepæle, når mørket falder på, og er beplantet med krybende timian og bregner, som med tiden vil brede sig og dække landskabet som et grønt tæppe med skiftende farver gennem årets sæsoner.
For Mads Duedahl rummer værket en symbolik, der passer godt til et hospital: “Alle, der kommer på hospitalet, er på en eller anden form for rejse. For nogle er vejen kort og ukompliceret, mens den for andre kan være præget af usikkerhed, håb eller store forandringer. ‘Vejen’ er et kunstværk, der taler til sanserne, men som også inviterer til eftertanke. Det er en kunstoplevelse, der kan følge mennesker et stykke af vejen, netop dér, hvor livet mærkes særligt stærkt.”
Læs også: