.
Unge i Aalborg kan se frem til masser af gadeidræt og spændende aktiviteter, både op til og under DGI Landsstævne i 2017. Nordea-fonden har valgt at støtte DGI Landsstævne i Aalborg med 5 mio. kr., og en del af pengene er øremærket til et helt nyt projekt, som skal få flere unge til at være fysisk aktive
Street basket, freestyle jonglering med fodbolde og masser af andre aktiviteter. De unge i Aalborg kan godt begynde at glæde sig til et mekka af aktiviteter før og under DGI Landsstævne den 29. juni-2. juli 2017.
Det nye projekt og den nye event United By Streets er en nyskabelse i Landsstævne-sammenhæng. Projektet bliver muligt, fordi Nordea-fonden har valgt at støtte DGI Landsstævne i Aalborg med 5 mio. kr., hvoraf 1 mio. kr. tildeles Aalborg Kommune, der vil stå for styringen af det nye projekt med støtte fra DGI.
Også Landsstævnerne i 2021 og 2025 kan se frem til hver at modtage 5 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden, der i alt støtter DGI Landsstævnerne med 15 mio. kr.
Ikke blot deltagere, men medskabere
United By Streets målrettes unge, og den forankres lokalt, så de unge ikke blot er deltagere, men også bliver medskabere af eventen. Planen er, at de første aktiviteter sættes i gang i 2016. De unge træner så frem mod DGI Landsstævnet, hvor der vil være en særlig gadeidræts-event med workshops.
Med støtten fra Nordea-fonden får DGI Landsstævne et kæmpe boost, og vi får samtidig mulighed for at aktivere nye målgrupper. Det giver DGI Landsstævne en ny unik dimension, siger Søren Brixen, der er adm. direktør i DGI.
Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen siger:
For os er fællesskaber nøglen til gode liv, og DGI Landsstævne er i den grad en flot manifestation af fællesskabet. Vi er glade for, at vi i 2017 kan gøre en særlig indsats for at motivere flere unge i Aalborg til mere bevægelse og sundhed – og styrke deres fællesskaber.
Begejstring i Aalborg Kommune
Også i Aalborg Kommune er der stor begejstring for den økonomiske saltvandsindsprøjtning.
Med den økonomiske støtte og det nye United By Streets-projekt får vi mulighed for at bruge Landsstævnet som løftestang til at styrke gadeidrætten yderligere i Aalborg. Det er perfekt i tråd med, at vi ser klare tendenser til, at mange af byens unge er aktive på nye og anderledes måder end i det traditionelle idræts- og foreningsliv, siger Mads Duedahl, der er rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.
Hos borgmesteren er der også et stort smil på læberne.
Gadeidræt og street-aktiviteter er noget af det, der kan få unge i gang, og de nye aktiviteter stemmer fint overens med de tanker og strategier, der ligger bag Landsstævnet i Aalborg. DGI Landsstævnet skal nemlig være urbant og alle aktiviteterne vil foregå tæt på midtbyen. Og med United By Streets-projektet får byens borgere mulighed for at få nogle ekstra oplevelser, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Nye idrætstendenser og endnu bedre oplevelser for deltagerne
Støtten fra Nordea-fonden har også som mål at gøre DGI Landsstævnerne endnu mere attraktive for deltagerne og tilskynde flere danskere til at få pulsen op og prøve kræfter med nye idrætsaktiviteter.
Der kommer således et øget fokus på, at DGI Landsstævne præsenterer de nye tendenser i danskernes idrætsvaner. I 2017, hvor 25.000 deltagere ventes til DGI Landsstævne i Aalborg den 29. juni-2.juli, vil der være 28 idrætter med cirka 40 discipliner, ligesom deltagerne inviteres med til en lang række workshops.
Fakta om DGI Landsstævne og Nordea-fondens støtte:
DGI Landsstævne er Danmarks største idrætsfestival. En tilbagevendende fejring af danskernes glæde ved idræt og fællesskab. Det første stævne blev afholdt i 1862, og Landsstævnet i 2017 vil være det 27. stævne. Ved det seneste stævne i 2013 i Esbjerg var 45% af deltagerne under 29 år.
Nordea-fonden støtter DGI Landsstævnerne i 2017, 2021 og 2025 med i alt 15 mio. kr., dvs. hvert DGI Landsstævne støttes med 5 mio. kr.
Støtten betyder et øget fokus på, at DGI Landsstævne præsenterer de nye tendenser i danskernes idrætsvaner. Desuden skal de teknologiske løsninger til hvert Landsstævne være i tråd med tidens trends, bl.a. ved at Landsstævne appen videreudvikles.
En del af Nordea-fondens støtte øremærkes til særlige events eller et projekt, som tager afsæt i Landsstævnets tema. I 2017 hedder projektet United By Streets og målrettes unge, der ikke er fysisk aktive og unge, der ikke kommer i idrætsforeningerne.
Værtskommuner for DGI Landsstævne i 2021 og 2025 er endnu ikke udpeget. Senest 1. april skal kommuner, der ønsker at være vært for DGI Landsstævne i 2021, aflevere en kortfattet ansøgning til DGI. Herefter udpeges 2-4 mulige værtskommuner, der skal lave en uddybende ansøgning. Hvor DGI Landsstævne skal afholdes i 2021 offentliggøres i december 2016.
Læs også: