Erhverv
Pædagoger, der forlader deres job, går ned i løn og søger mod job med færre sygemeldinger
Nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden peger på, at arbejdsvilkår spiller en vigtig rolle, når pædagoger forlader deres job i det offentlige
Pædagoger, der forlader deres job i det offentlige, skifter ofte til arbejde med lavere løn og kortere arbejdstid.
Det viser et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden, som har undersøgt, hvad der sker, når uddannede pædagoger søger væk fra deres job i det offentlige. Ifølge analysen går pædagogerne i gennemsnit omkring 1.300 kroner ned i månedsløn og arbejder én time mindre om ugen, når de skifter job.
Samtidig falder sandsynligheden for at være på sygedagpenge med 10 procentpoint efter jobskiftet.
Arbejdsvilkår betyder noget
Ifølge ROCKWOOL Fonden peger resultaterne på, at løn ikke alene forklarer, hvorfor pædagoger forlader deres job.
“Vores analyse tyder på to forskellige årsager til, at pædagoger, der forlader deres fag i det offentlige, går ned i løn. Den ene er, at de er villige til at gå ned i løn i bytte for arbejdsvilkår, der passer dem bedre, mens den anden er, at en del af gruppen har sværere ved at finde et alternativt job efter et sygeforløb. Men begge årsager peger på, at det ikke kun er løn, men også arbejdsvilkår, der betyder noget, hvis man vil fastholde eller rekruttere flere pædagoger,” fortæller Jacob Nielsen Arendt, forskningsprofessor ved ROCKWOOL Fonden.
Forskningsprojektet viser også, at 24 procent af alle ansatte pædagoger i det offentlige i gennemsnit er på sygedagpenge i et givent år. Blandt dem, der skifter job, er 14 procent på sygedagpenge fire år efter jobskiftet.
Læs også:
Færre bliver i faget
I 2023 arbejdede omkring 77.000 uddannede pædagoger som pædagog i det offentlige. Samtidig havde cirka 33.000 andre job, mens knap 15.000 ikke var i arbejde.
Tallene viser også, at mange pædagoger med tiden forlader deres fag i det offentlige. 77 procent af de nyuddannede pædagoger begynder med at arbejde som pædagog i det offentlige, men efter 20 år er andelen faldet til 61 procent.
Mindre sygefravær efter jobskift
Forskerne peger på, at pædagogers sandsynlighed for at være på sygedagpenge stiger i årene op til et jobskifte. Fire år efter jobskiftet falder sandsynligheden igen med 10 procentpoint sammenlignet med dem, der bliver i faget.
Samtidig viser analysen, at de pædagoger, der skifter job, allerede flere år før jobskiftet har mindre sygefravær end dem, der bliver. Derfor tyder resultaterne ikke på, at jobskifterne generelt er en mere sårbar gruppe.
Forskerne har også set på brugen af antidepressiv medicin. Her falder brugen med 0,5 procentpoint fire år efter et jobskifte. I gennemsnit bruger 8,2 procent af pædagogerne antidepressiv medicin, mens andelen fire år efter jobskiftet er 7,7 procent blandt dem, der skiftede job.
En bredere udfordring for velfærdsfagene
Ifølge forskningsrapporten læner pædagogerne sig op ad en bredere tendens blandt velfærdsmedarbejdere, hvor mange i løbet af arbejdslivet forlader deres job i det offentlige og søger mod stillinger med tilsyneladende bedre arbejdsvilkår.
For kommuner, institutioner og forældre landet over kan undersøgelsen være et vigtigt indspark i debatten om rekruttering og fastholdelse af pædagoger.
Læs også: