Pas på! Træterrassen kan være glat som en skøjtebane

9. maj 2024
Pas på! Træterrassen kan være glat som en skøjtebane

De er populære i både villa- og sommerhushaverne, men de kan også udgøre en sikkerhedsrisiko. Særligt i fugtigt og regnfuldt vejr. Hvert år oplever mange husejere alvorlige faldulykker på grund af glatte, algefyldte overflader på træterrasser.

Særligt under pandemien, hvor ferierne og fritiden skulle fordrives på hjemlige breddegrader, blev der bygget haveanlæg med træterrasser i stor stil til både villaer og sommerhuse. Efter nogle års ophobning af overfladealger er mange af dem blevet risikable at færdes på. Er træets overflade ikke blevet rengjort grundigt, kan en belægning med alger gøre terrassen lige så glat som en skøjtebane.

Derfor bliver træterrassen glatte
Træterrasser bliver primært glatte af to årsager: Algevækst og fugt. Alger trives på fugtige, skyggefulde overflader, og en våd træterrasse giver ideelle betingelser for algevækst.

Dette forår er belægningen ekstra slem efter en lang, våd vinter. Sidst på året, når rimfrosten falder, gør efterårets algebelægninger terrasserne ekstra glatte. Og om vinteren forværres situationen, når frost og is danner et glat lag oven på træet.

Forsikringsselskabet If oplever disse faldskader og opfordrer husejerne til at bruge en fridag eller weekend på at få efterset terrassen.

Mange boligejere er ikke opmærksomme på, hvor vigtigt det er at rense og vedligeholde træterrassen. Hvis man ikke får det gjort, er der risiko for faldulykker, fortæller Birgitte Ringbæk, kommunikationschef hos If.

Faldulykker indebærer altid alvorlig personrisiko. Det kan være mindre skader som forvridninger, forstuvninger og håndledsskader. Men vi oplever desværre også værre tilfælde, hvor det drejer det sig om en brækket ryg eller hovedtraumer. Så det er absolut en anbefaling herfra at bruge et par timer i weekenden til at få renset eventuelle belægninger i bund, siger Birgitte Ringbæk.

Faldulykker på grund af glatte overflader er hyppige blandt anmeldelserne på ulykkesforsikringen hos If Forsikring, sammen med især snublen over kantsten, dørtrin og fald i dørmåtter. Det estimeres at flere tusinde danskere hvert år kommer til skade på glatte udendørs overflader, herunder træterrasser.

5 tips til at forebygge en glat træterrasse:
Hold terrassen fri for blade, skidt og andet nedfald, som kan skabe fugt og fremme algevækst.

Alger på træværk kan oftest fjernes med vand fra haveslangen og en hård skurebørste eller kost. Hvis ikke det er tilstrækkeligt, skal der bruges algerens (et godkendt, algedræbende middel). Det bør gøres mindst en gang om året eller oftere efter behov.

Du kan påføre træolie eller -forsegler, der kan hjælpe med at afvise vand og begrænse fugtindtrængen.

Sørg for, at din terrasse har ordentlig hældning og dræning for at undgå stående vand, som er en hovedårsag til algevækst.

Overvej en skridsikker maling eller lak, der indeholder fx korn, som giver en skridsikker overflade, selv når den er våd.