Alarm 112

Pirattaxichauffør snød passagerer for store pengebeløb

Redaktion
Af Redaktion 9. april 2024

Natten til søndag blev flere nordjyder udsat for tricktyverier i forbindelse med, at de kørte pirattaxi.

Søndag modtog Nordjyllands Politi i alt fem anmeldelser om tricktyverierne. Alle fem personer var blevet samlet op i bunden af Jomfru Ane Gade Ved Stranden. På flere forskellige måder lykkedes det pirattaxichaufføren at få fat i passagerenes telefoner. Fra dem overførte chaufføren penge til sig selv via Mobilepay eller gennem deres mobilbanker. I alle tilfælde drejede det sig om større pengebeløb.

I nogle af tilfældene stjal pirattaxichaufføren også passagerenes punge og telefoner.

Sagerne er på nuværende tidspunkt ved at blive efterforsket.

Brug en autoriseret taxa, tag toget eller få et familiemedlem til at hente dig, når festen er slut, og du skal hjem fra byen.