Biler og motor

Politiet advarer: Minusgrader kan svække saltning – fortsat risiko for glatte veje i Nordjylland

DMI varsler meget lave temperaturer de næste to døgn, og Nordjyllands Politi opfordrer bilister til at køre efter forholdene og være opmærksomme på sort is og smeltevand.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. januar 2026

De kommende døgn kan byde på fortsat sne- og isglatte veje i Nordjylland, fordi DMI varsler meget lave temperaturer. Nordjyllands Politi opfordrer derfor bilister til at være ekstra opmærksomme og fortsat køre efter forholdene.

Samtidig kan den almindelige glatførebekæmpelse få dårligere effekt, fordi vejsalt virker mindre, når temperaturen falder til under cirka 7-10 minusgrader.

Snefygning gav udfordringer – men få uheld

Ifølge Nordjyllands Politi har snefygning det seneste døgn ramt dele af Vendsyssel og Himmerland og skabt lokale trafikale udfordringer. Alligevel endte det med relativt få uheld.

»Her det seneste døgn blev en del af Vendsyssel og Himmerland ramt af snefygning og lokale trafikale udfordringer. Der skete heldigvis kun få færdselsuheld i politikredsen og ingen med alvorlig personskade, og det tilskriver vi, at borgerne har været rigtig gode til at følge beredskabsmyndighedernes anvisninger,« roser vicepolitiinspektør Søren Pejtersen fra Nordjyllands Politi.

Risiko for sort is og smeltevand i kulden

Når temperaturen falder yderligere, kan det ændre forholdene på vejene, lyder det fra politiet. Derfor handler det om både at holde sig orienteret og tage ekstra forbehold, når man skal ud.

»Nu falder temperaturen yderligere, og det vil ændre forholdene på vejene, men vi håber på, at vi fortsat kan undgå alvorlige uheld. Derfor opfordrer vi til, at man holder sig orienteret om vejr- og trafiksituationen, er ekstra opmærksom og kører efter forholdene, når man er ude i trafikken – der kan lokalt være sort is og smeltevand.«

Vejsalt virker dårligere jo koldere det bliver

Vejdirektoratet peger på, at saltet er mest effektivt ved 1 til 5 frostgrader. Ved 6 til 10 frostgrader virker salt stadig, men langsommere og med behov for større mængder.

Når temperaturen kommer under cirka 10 graders frost, mister almindeligt vejsalt ifølge Vejdirektoratet stort set sin optøende effekt i de mængder, der normalt spredes i Danmark. Her kan det blive nødvendigt i højere grad at satse på friktion frem for optøning, blandt andet ved brug af sand eller grus.

Politiets råd til bilisterne

Nordjyllands Politi opfordrer bilister til at overveje, om det er nødvendigt at køre ud, når vintervejret er værst. Blandt rådene er også at være forberedt, hvis man bliver forsinket eller sidder fast:

  • Overvej, om det er nødvendigt at færdes i trafikken, når vintervejret er værst.
  • Hvis du er i bilen, så sørg for at have varmt tøj med, strøm på telefonen, vand og evt. en skovl, så du kan grave dig fri.
  • Husk livsvigtig medicin
  • Husk: ned med farten og op med afstanden til de forankørende.
  • Sigtbarheden kan lokalt være hæmmet. Kør efter forholdene.
  • Hold dig opdateret om vejret via DMI og trafikinfo.dk

Biler og motor

Se flere artikler