Alarm 112

Politiet har anholdt og sigtet en person efter skudepisode på tankstation

Natten til søndag modtog Nordjyllands Politi anmeldelse om et skyderi, på en tankstation i det østlige Aalborg. En 19-årig mand blev ramt i benet, men er uden for livsfare. Seks personer blev anholdt i sagen, men er nu blevet løsladt. Søndag omkring middagstid blev en 21-årig mand anholdt i sagen; sigtet for drabsforsøg.

Politi
Foto: Kim Matthäi Leland
12. august 2024
Af Benedikte Jensen

Anmeldelsen indløb via 112 klokken 00:21; her havde et vidne overværet en skudepisode med tre involverede biler, på tankstationen Circle K, beliggende på Hadsundvej 212 i Aalborg.

Efterforskningsleder, politikommissær Carsten Straszek fortæller: 

”Vi er hurtigt på stedet med flere patruljer. Her anholder vi seks personer og afsøger området. De tre biler der menes involveret, er nu alle i politiets varetægt og vil blive undersøgt minutiøst for spor.” 

De seks personer, der i første omgang blev anholdt i forbindelse med nattens episode i det østlige Aalborg, er alle løsladt igen. ”Det er politiets opfattelse at de seks personer er forurettede i sagen. De er nu afhørt og løsladt,” siger efterforskningslederen. 

Mistænkt anholdt under aktion ved Karolinelund

På Nordjyllands Politis profil på det sociale medie X (tidligere kendt som Twitter) kunne man i dag, søndag den 11. august omkring middag, læse at patruljer var i gang med en efterforskning i Øgadekvarteret i det centrale Aalborg; her bad vagtchefen borgere rette sig efter politiets anvisninger og holde sig fra området. 
Det var under denne aktion at politiet anholdte en 21-årig mand, klokken 12:25. Han er mistænkt for at have haft en rolle i nattens skudepisode og er nu i politiets varetægt, sigtet for drabsforsøg. 

Det forventes, at den 21-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag den 12. august. 

Flere ulykker på vejene: Manglende fokus som hovedårsag

Læs også: Flere ulykker på vejene: Manglende fokus som hovedårsag

Efterforskningen fortsætter

Efterforskningen af sagen er dog langt fra slut, understreger politikommissæren:
”Vi efterforsker på højtryk og vender hver en sten; at en sådan episode finder sted på et offentligt område er ganske utilstedeligt og hører ingen steder hjemme. Der er ingen tvivl om at vi ser alvorligt på denne sag og tager os vores forholdsregler.” 

Det er igen muligt at færdes på tankstationen på Hadsundvej, samt i området omkring Karolinelund, men man vil formentlig kunne opleve et øget opbud af politi i begge områder, i den nærmeste tid. 

Har man observationer i forbindelse med episoden på tankstationen natten til søndag, så hører Nordjyllands Politi gerne om det på telefon 114. 

Nordjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt. 

Anholdelsesaktion efter knivstik: En person anholdt

Læs også: Anholdelsesaktion efter knivstik: En person anholdt