Sport
PostNord Danmark Rundt kommer til Aalborg
Verdens bedste cykelryttere afslutter første etape i Aalborg Vestby, Mølholm og Hasseris. Fra tidlig morgen og frem til aften vil en række veje være spærret for trafik.
Onsdag den 29. juli er Aalborg vært for 1. etape af PostNord Danmark Rundt. Løbet starter ved Aalborg Havnefront og går rundt i Vendsyssel og Himmerland, inden rytterne vender tilbage til Aalborg og tre omgange på en rundstrækning i Vestby, Mølholm og Hasseris. Målstregen er på Annebergvej.
Det giver en stor publikumsoplevelse – men også en række trafikale restriktioner, som er værd at kende til på forhånd.
Spærringer fra morgen til aften
Annebergvej fra Skydebanevej til Vestre Fjordvej er totalspærret hele dagen fra kl. 06 til kl. 22. Fra kl. 16 til kl. 19 udvides spærringerne til hele rundstrækningen, hvor følgende veje lukkes: Annebergvej, Kong Christians Allé, Hasserisvej, Skovbakkevej, Søndre Skovvej, Naurvej, Svalegårdsvej og Mølholmsvej.
Uden for rundstrækningen vil veje langs ruten blive periodisk spærret i 5-15 minutter umiddelbart inden rytterne passerer og genåbnet straks efter. Præcise tidspunkter kan ikke oplyses på forhånd, da de afhænger af rytternes hastighed. Politiet og løbsarrangørens officials dirigerer trafikken på dagen.
Læs også:
Praktiske råd til dagen
Cykelstierne er åbne i hele perioden. Opstår der en akut situation med udrykningskøretøjer, sørger politiet og arrangøren for, at de kommer frem.
Borgere opfordres til at parkere uden for det spærrede område, hvis de har behov for at kunne køre væk i løbet af eftermiddagen. Kort over målområde og rundstrækning findes på aalborg.dk.
Læs også: