Professionshøjskolen UCN og Erhverv Norddanmark samler Nordjylland til EU-topmøde

15. maj 2024
Professionshøjskolen UCN og Erhverv Norddanmark samler Nordjylland til EU-topmøde

Sammen med 10 topmotiverede nordjyske kandidater til Europa-Parlamentet, nordjyske borgmestre, erhvervsliv, fagbevægelse, politiske ungdomsorganisationer – og mange andre.

Professionshøjskolen UCN og Erhverv Norddanmark inviterer hele Nordjylland – i alle aldre – til livlig og folkelig valgdebat forud for valget til Europa-Parlamentet.

Det sker 27. maj – 14 dage før valget til Europa-Parlamentet 9. juni. Og det sker centralt i Aalborg på UCN’s campus på Hobrovej 85, 9000 Aalborg, i tidsrummet mellem 15.30 og 18.

– Nordjylland står både overfor store udfordringer og på tærsklen til at indfri store potentialer, der har stor indflydelse på regionens udvikling. Udover at ca. en femtedel af al dansk lovgivning stammer fra Bruxelles, er det europæiske samarbejde vigtig i forhold til at løfte de større, fælles dagsordener på tværs af Europa, og som direkte påvirker, hvordan Nordjylland er stillet til at gribe fremtiden blandt andet i forhold til arbejdskraft og grøn omstilling. Derfor glæder vil os til at åbne UCN’s døre og invitere den demokratiske debat indenfor, inden vi alle skal ned til stemmeurnerne til juni, siger UCN-rektor Kristina Østergaard Kristoffersen om arrangementet.

– Det bliver et anderledes og mere folkeligt arrangement, hvor vi blander de spørgsmål, der er vigtigst for Nordjylland, med folkelig stemning – og muligheden for at man som nordjysk virksomhed, som unge nordjyde eller som en nordjyde i senioralderen har mulighed for at komme helt tæt på de ti nordjyske kandidater, men også EU-valgets mest kendte og erfarne kandidater – Ulla Tørnæs og Villy Søvndal, som begge har været topministre og kender det spil, Danmark skal spille på den internationale scene, hvis vi vil gøre os gældende. Det glæder vi os til at se foldet ud – med repræsentanter for alle dele af Nordjylland, siger Kamilla Bittmann.

TRE NORDJYSKE AKTØRER SÆTTER SPOT PÅ VIGTIGE NORDJYSKE TEMAER
Vi lægger stor vægt på netværk og samtale, og der vil under arrangementet være mulighed for at deltagerne og de nordjyske EU-kandidater har tid til at tale med hinanden.

Inden da bliver EU-kandidaterne opdelt i tre paneler, som debatterer tre forskellige nordjyske problematikker, som er afgørende for landsdelens fremtid.

De tre temaer bliver highlightet af kendte nordjyder som Niels Buus, chef for AAU Defence, Thomas Kastrup-Larsen, direktør for UCN Erhverv og Michael Stie Laugesen, projektchef i Green Hub Denmark:

Forsvar: Hvordan kan EU være med til at løfte forsvarsindustrien – og hvordan kan det gavne Nordjylland?

Rekruttering og udenlandsk arbejdskraft: Nordjylland mangler arbejdskraft men hvor skal den komme fra?

Grøn energi: Hvordan kobler vi Nordjylland på fremtidens energinet i EU?

TØRNÆS OG SØVNDAL RUNDER AF – OM HVORDAN DANMARK KLARER SIG BEDST
Efter paneldebatten vil de to tidligere ministre Ulla Tørnæs (V) OG Villy Søvndal (SF) runde topmødet af med pointer om Danmarks placering i Europa og verden – og fortælle, hvordan valget til Europa-Parlamentet kan gøre en forskel for Danmark og Nordjylland.