Erhverv
Regeringen vil skærpe kontrollen på byggepladser med nye id-kort
Samtidig skal en ny certificeringsordning gøre det lettere for danske virksomheder at rekruttere arbejdskraft fra udvalgte lande uden for EU under danske løn- og arbejdsvilkår.
Regeringen har fremsat to lovforslag, som skal styrke kontrollen med udenlandsk arbejdskraft og samtidig gøre det lettere for virksomheder at rekruttere medarbejdere fra udvalgte lande uden for EU.
Det ene lovforslag indfører krav om id-kort på større byggepladser, mens det andet etablerer en ny certificeringsordning for international arbejdskraft. Begge forslag skal efter planen behandles i Folketinget efter sommerferien.
Id-kort skal modvirke snyd og social dumping
Det nye krav om id-kort på større byggepladser skal gøre det lettere for myndighederne at kontrollere, at reglerne om arbejdsmiljø, skat og udlændinge overholdes.
Målet er at bekæmpe social dumping, sikre ordnede forhold og skabe fair konkurrence mellem virksomheder.
“Vi ser for mange tilfælde af snyd og udnyttelse, når det kommer til udenlandsk arbejdskraft på vores byggepladser. Derfor styrker vi nu kontrollen. Det nye id-kort vil gøre det lettere at kontrollere, at regler om arbejdsmiljø, skat og udlændinge bliver overholdt. Det er en vigtig og nødvendig udlændingestramning. Derfor undrer det mig også, at Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance har valgt at stå udenfor,” siger beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen.
Hun understreger samtidig, at ordnede løn- og arbejdsvilkår er afgørende for det danske arbejdsmarked.
“Social dumping undergraver det danske arbejdsmarked. Udenlandsk arbejdskraft skal ansættes på ordnede forhold og med respekt for den danske model. Vi er nødt til at være ærlige om, at antallet af udlændinge betyder noget for sammenhængskraften i landet. Derfor skal vi fremover i højere grad orientere os mod de lande, vi har et interessefællesskab med, og som vi handler med – også når det gælder udenlandsk arbejdskraft.”
Lovforslaget om id-kort udspringer af en bred politisk aftale fra efteråret 2025 mellem den daværende regering og flere af Folketingets partier.
Læs også:
Ny ordning skal lette rekrutteringen
Samtidig har regeringen fremsat et lovforslag om en ny overenskomstbaseret certificeringsordning, som skal gøre det lettere for danske virksomheder at ansætte arbejdskraft fra 16 lande uden for EU.
Ordningen gælder virksomheder med overenskomst og stiller blandt andet krav om en minimumsårsløn på 322.000 kroner i 2026-niveau.
Hos Dansk Industri bliver lovforslaget taget godt imod.
“Det er en glædelig nyhed, at regeringen har fremsat lovforslaget om den nye certificeringsordning for international arbejdskraft uden for EU. Med den er der en ordning for at kunne tiltrække arbejdskraft fra tredjelande for hver af de forskellige kategorier, hvor der mangler arbejdskraft,” siger Søren Kryhlmand, viceadministrerende direktør i Dansk Industri.
Han peger på, at ordningen både kan hjælpe virksomhederne og styrke den danske model.
“Ordningen giver virksomhederne nye muligheder for at kunne ansætte den nødvendige arbejdskraft. Samtidig vil den styrke den danske model, fordi den sikrer, at virksomheder med ordnede forhold får en klar fordel,” siger han.
Skal træde i kraft ved årsskiftet
Dansk Industri kalder lovforslaget en milepæl og fremhæver, at arbejdsmarkedets parter står sammen om at skabe ordnede rammer for international rekruttering.
“Vi har set frem til denne dag længe, og der er grund til at rose alle de partier, der står bag. Lovforslaget er et afgørende skridt, som viser, at vi kan være med til at løse virksomhedernes behov for arbejdskraft, samtidig med at vi værner om de danske løn- og arbejdsvilkår og den danske model. Alle dele er noget, der er vigtigt for os i Dansk Industri, for det beskytter både de ansatte og de ansvarlige virksomheder.”
Begge lovforslag skal behandles i Folketinget i august. Hvis de vedtages, forventes den nye certificeringsordning at træde i kraft den 1. januar 2027, mens id-kortordningen skal styrke kontrollen med de større danske byggepladser.
Læs også: