Helbred
Region Nordjylland vil minde 3.500 kvinder om diabeteskontrol
Ny screeningsindsats skal opspore type 2-diabetes tidligere hos kvinder med tidligere graviditetsdiabetes
Fra februar 2026 vil omkring 3.500 nordjyske kvinder årligt modtage en påmindelse i Digital Post om at få tjekket deres blodsukker hos egen læge. Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Indsatsen retter sig mod kvinder, der tidligere har haft graviditetsdiabetes – en tilstand, som øger risikoen for senere at udvikle type 2-diabetes markant.
Få møder op til kontrol
Ifølge tal fra Region Nordjylland møder kun omkring 18 procent af kvinderne op til den anbefalede kontrol 4-6 år efter fødslen.
Det skal et nyt projekt fra Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN) nu forsøge at ændre. Formålet er at gøre det lettere for kvinderne at huske den årlige kontrol, så forhøjet blodsukker kan opdages i tide.
”Alt for meget ansvar har hidtil ligget hos den enkelte kvinde. Med de årlige påmindelser vil vi gøre det lettere at tage imod et vigtigt sundhedstilbud og opdage sygdommen i tide”, siger Poul Erik Jakobsen, direktør ved SDCN.
Påmindelserne vil blive sendt tæt på årsdagen for barnets fødsel.
Læs også:
Risikoen fortsætter efter fødslen
Selvom blodsukkeret for de fleste normaliseres efter graviditeten, forsvinder risikoen ikke. Studier viser, at omkring 50 procent af kvinder med tidligere graviditetsdiabetes enten får forhøjet langtidsblodsukker eller udvikler type 2-diabetes 10-14 år efter fødslen.
Samtidig falder tilslutningen til kontrol markant i årene efter fødslen. Det betyder, at en større gruppe kvinder kan gå rundt med uopdaget diabetes.
”Vores oplevelse er, at det sjældent handler om manglende vilje, når kvinderne dropper kontrollerne. Det handler om en travl hverdag, hvor kvindens egen sundhed let ryger i baggrunden, og det kan vi forhåbentligt ændre gennem projektet her”, siger Trine Tang Christensen, overlæge ved SDCN.
”Jeg troede, det var overstået”
En af de kvinder, der ikke har fået foretaget opfølgende kontrol, er Catrine Knøsgaard Christensen, som havde graviditetsdiabetes i 2015.
”Da min søn blev født, blev mit blodsukker tjekket et par dage efter på hospitalet. Tallene var fine, og så tænkte jeg ikke mere over det. Jeg troede, det var overstået med graviditeten”, siger hun.
Hun var ikke klar over, at det anbefales at få målt langtidsblodsukker efter graviditeten.
Kan få national betydning
Projektet løber fra 2026 til 2030 og gennemføres af SDCN i samarbejde med almen praksis. Indsatsen er en del af et tværregionalt samarbejde mellem Steno Diabetes Centrene, og lignende initiativer er på vej i Region Syddanmark og Region Sjælland.
Effekten skal evalueres med henblik på en mulig permanent ordning.
På landsplan har omkring 35.000 kvinder haft graviditetsdiabetes de seneste ti år.
Læs også: