Danmark
Rekordmange elever består ikke dansk og matematik
Ny analyse viser, at forældres indkomst og uddannelse har stor betydning for elevernes afgangsprøver
Flere elever forlader folkeskolen uden at bestå både dansk og matematik. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE.
I skoleåret 2024/2025 bestod 11,2 procent af eleverne i folkeskolens 9. klasser ikke afgangsprøverne i begge fag. Det svarer til omkring hver niende elev og er det højeste niveau siden 2012.
Store forskelle mellem familier
Analysen peger på, at elevernes sociale baggrund spiller en markant rolle.
Blandt elever fra den fattigste tiendedel af familierne bestod 28,2 procent ikke både dansk og matematik. Blandt elever fra den rigeste tiendedel var tallet 2,8 procent.
“Den voldsomme forskel mellem børn af rige og fattige forældre understreger, at den sociale mobilitet er truet,” siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
“Det er problematisk og et paradoks. For folkeskolen er en institution, hvor vi netop har mulighed for at løfte børn og unge uanset deres sociale baggrund. Men det sker i ringe grad,” siger Troels Lund Jensen.
Læs også:
Forældres uddannelse slår igennem
Også forældrenes uddannelsesniveau har stor betydning. Blandt børn af ufaglærte forældre bestod 31 procent ikke afgangsprøverne i både dansk og matematik.
For børn af forældre med en erhvervsuddannelse var andelen cirka 15 procent, mens den blandt børn fra akademiske hjem var under fem procent.
“Når det især er børn af forældre med de korteste uddannelser og laveste indkomster, der ikke består folkeskolens afgangsprøver, så får denne gruppe af børn også sværere ved selv at få en uddannelse og en bedre indkomst end deres forældre,” siger Troels Lund Jensen.
Flere piger end drenge består ikke
Analysen viser også et skifte mellem kønnene. Tidligere var det især drenge, der gik ud af folkeskolen uden at bestå både dansk og matematik, men nu er andelen højere blandt piger.
I 2024/2025 bestod 12,5 procent af pigerne ikke begge fag, mens det gjaldt 10,0 procent af drengene.
“Skiftet skyldes, at mange piger har sværere ved matematik end tidligere,” siger Troels Lund Jensen.
Kræver investeringer i folkeskolen
Ifølge AE viser analysen, at der er behov for investeringer i folkeskolen, hvis flere elever skal være fagligt klar til en ungdomsuddannelse.
Analysen peger desuden på, at der er et arbejdsudbudspotentiale på op mod 4.600 fuldtidspersoner, hvis de fagligt svageste elever løftes til et niveau, hvor de består dansk og matematik.
Læs også: