Nyheder
Rosé, rejer og livemusik ved fjorden: Færgekroen markerer Hadsundbroens 50-års jubilæum
Hadsundbroens jubilæum markeres med livemusik, sommerstemning og aktiviteter for hele familien ved den historiske Færgekro
Lørdag den 20. juni bliver der masser af liv på begge sider af Mariager Fjord, når Hadsundbroens 50-års jubilæum fejres i hele byen. Som en del af festlighederne inviterer Færgekroen i Hadsund til en sommerdag med rosé, pil-selv rejer, livemusik og aktiviteter for børnene.
Arrangementet begynder klokken 12.00 og finder sted på kroens terrasse med udsigt til både fjorden og broen, der gennem et halvt århundrede har været et af områdets vigtigste vartegn.
Fra færgested til samlingspunkt
Færgekroen er tæt knyttet til Hadsunds historie. Kroen blev opført i 1823 og voksede frem omkring den færgeforbindelse, der i århundreder bandt de to sider af Mariagerfjord sammen. Færgeriet var med til at gøre Hadsund til et naturligt trafikknudepunkt, længe før broerne kom til.
Gennem generationer har kroen fungeret som mødested for både lokale, handlende og rejsende, der krydsede fjorden. Ifølge Færgekroens egen historie blev stedet et naturligt samlingspunkt i takt med den voksende trafik og udviklingen af Hadsund som handelsby.
Sammenhængen mellem overfarten og kroen gør derfor jubilæumsfejringen særlig oplagt.
“I 50 år har broen ikke blot forbundet fjordens to sider – den har også forbundet mennesker, oplevelser og fællesskab.”
Sådan lyder det fra Tobias Lorenzen i forbindelse med arrangementet.
Læs også:
Sommerfest med udsigt til broen
Kroen inviterer gæsterne til at nyde eftermiddagen med udsigt over fjorden og den bro, som siden 1976 har bundet Himmerland og Kronjylland sammen.
“Derfor inviterer vi til en hyggelig eftermiddag på terrassen med udsigt til både broen og fjorden, live musik, rosé i glasset og pil-selv-rejer på bordet, mens børnene slår sig løs i hoppeborgen.”
På menuen er pil-selv rejer med brød og aioli samt et glas rosé. Prisen er 249 kroner pr. person.
Livemusik fra Randers-duo
Dagens musikalske indslag leveres af Lund & Pedersen fra Randers.
Duoen spiller akustiske fortolkninger af både klassiske favoritter og nyere radiohits. Publikum kan blandt andet høre sange fra kunstnere som Cat Stevens, Fleetwood Mac, The Beatles, Sting og Tina Turner samt nyere navne som Billie Eilish og danske klassikere fra Dodo and the Dodos.
Musikken fremføres i et afslappet og nærværende format, hvor fokus er på stemning og fællesskab.
Også noget for børnene
Mens de voksne nyder udsigten, maden og musikken, bliver der også aktiviteter for de yngste gæster.
Der opstilles hoppeborg på terrassen, og der vil være mulighed for at købe både slushice og popcorn.
Arrangørerne anbefaler, at interesserede reserverer bord på forhånd til arrangementet på tlf. 98 57 13 01, som er en del af den store folkefest omkring Hadsundbroens 50-års jubilæum.
Læs også: