Aalborg

Sælg børnetingene videre

Søndag den 31. maj inviterer IKEA Aalborg familier til børneloppemarked, hvor salget af brugt legetøj, tøj og bøger går ubeskåret til organisationen Raise for kids.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 21. april 2026

Har du en bunke legetøj, bøger eller tøj, som bare samler støv? Så er der en oplagt mulighed for at give tingene nyt liv – og samtidig gøre en forskel for et godt formål.

Søndag den 31. maj afholder IKEA Aalborg børneloppemarked ved varehuset i tidsrummet 10.00 til 14.00. Markedet er målrettet familier, hvor det er børnene, der er de egentlige sælgere – om end med en hjælpende hånd fra mor og far.

Hele beløbet går til Raise for kids

At sætte sin stadeplads op koster 150 kroner – og alle pengene doneres ubeskåret til organisationen Raise for kids. Varehuschef Kim Nielsen understreger, hvad der gør dagen særlig:

“Børneloppemarkedet er en skøn måde at samle familier på omkring genbrug, leg og fællesskab. Samtidig støtter vi et godt lokalt formål – det giver dagen ekstra værdi.”

Sådan deltager du

Stadepladserne kan bookes af IKEA Family-medlemmer, og der er mulighed for at opstille fra klokken 8.30. Hver stadeplads svarer til én parkeringsplads, og hver familie kan booke én plads.

Som tak for deltagelsen modtager alle en voucher til en kaffe og en kanelsnegl, mens børnene får en kanelsnegl og en drikkevare.

Bookingen åbner den 17. april.