Kultur
SF: Vi giver de nordjyske museer flere penge for formidling til børn og unge
De nordjyske museer kan nu se frem til at få knap 40% flere penge i tilskud. Det er blandt andet fordi SF har kæmpet igennem, at besøg fra børn og unge skal tælle dobbelt i tilskudsmodellen i den nye museumsreform
Det har været en mærkesag for SF, at museerne skal have ekstra tilskud, hvis de er gode til at tiltrække børn og unge og formidle til dem.
– Museerne giver børn og unge en helt anden oplevelse af vores kultur og historie, og hvordan den binder os sammen. Det får de ikke på samme måde på skolebænken. Derfor er det så velfortjent, at vi nu belønner de nordjyske museer for at være gode til netop det, siger Theresa Berg Andersen, SFs MF’er i Nordjylland.
Det er særligt lokale museer som Limfjordsmuseet, Museum Thy, Vesthimmerlandsmuseum, Nordjyllands kystmuseum og Skagens kunstmuseum og Vendsyssels kunstmuseum, der kan se frem til flere penge i kassen fra staten.
– Det er både de nordjyske børn og børn på lejrskoler fra hele resten af landet, der kommer på de museer for at opleve og forstå vores unikke historie i Nordjylland. Vi kan være stolte af både vores historie og vores landskab, som er med til at definere os som nation og som er beskrevet i kunsten på måde, som er nået langt ud over landets grænser. Det kan vores museer formidle, siger Theresa Berg Andersen, MF’er for SF i Nordjylland.
Hidtil har besøgstallene vægtet tungest for museernes tilskud, og det har gjort det svært for museerne uden for de store byer at få økonomien til at hænge sammen, fordi de har færre besøgende.
– Museernes værdi kan ikke kun gøres op i antallet af besøgende. De bidrager også til forskningen, og den foregår ikke kun bag et skrivebord i København. Og de bidrager med formidling uden for museernes kasseapparater. Det er så velfortjent at de nordjyske museer nu får penge for det, siger Theresa Berg Andersen