.
Af Arne Lybech
Aalborg kunstneren, digteren og forfatteren, Lars Winthers bog “Det Glade Vanvid” bugner med anekdoter fra det lokale forlystelsesliv.
“Tove, en af de mest garvede servitører elskede at arbejde i baren. Hun havde hver aften sit eget show. Med tiden havde Tove udviklet sit talent for at holde på de velbeslåede mandlige kunder. I det ene øre havde Tove en gammel ørering. Hvis Tove lugtede “guld” hos en kunde, tog hun øreringen ud og lod som om den irriterede, dernæst bad Tove den velbeslåede kunde om at passe på øreringen til lukketid. Så, smuttede kunden ingen steder hen, og Tove kunne forvente endnu flere drikkepenge, Ved lukketid var Tove smuttet ud i buffeten, og blev der til kunden havde forladt restauranten. Den velbeslåede og fortvivlede kunde, der ikke fik afleveret øreringen, fik så besked om at komme igen næste aften. Altid vendte øreringen tilbage til en smilende Tove, som kunne forvente endnu flere drikkepenge.