Alarm 112
Søndagens cykelløb er slut – en alvorlig tilskadekomst
Den sidste løbsdag i UCI Gran Fondo World Championship er her sidst på eftermiddagen, søndag den 1. september 2024, blevet endeligt afviklet. Desværre var der en del styrt i forbindelse med selve løbet – og en deltager kom i forbindelse med et styrt alvorligt til skade. Hans nærmeste pårørende er underrettet. Politiets indsats med at sikre selve rammerne omkring løbet er dog helt overvejende forløbet planmæssigt.
Sådan lyder den korte opsummering af politiindsatsen under løbet fra fungerende politikommissær ved Nordjyllands Politi, Torben Arendrup, der om dagens arbejdsindsats tilføjer:
”Vores betjente derude har sammen med blandt andet Hjemmeværnet og arrangørerne gjort et flot stykke arbejde igen i dag med at sikre optimale rammer omkring afviklingen af løbet, så der ingen farlige situationer opstod med krydsende trafik eller andet, som kunne udgøre en risiko for de deltagende cykelryttere eller andre.”
Men selvom potentielt farlige situationer med krydsende trafik eller andet blev forhindret som følge af indsatsen, så har der desværre været flere styrt, der kan relateres til selve cykelløbet og ikke øvrig trafik, hvoraf i hvert fald et styrt efter politiets informationer var alvorligt:
En løbsdeltager, en mand i 60’erne kom kraftigt til skade, da han styrtede omkring Nibe. Han behandles i øjeblikket på hospitalet, og hans pårørende er blevet underrettet herom.
Nordjyllands Politi har ingen yderligere oplysninger om detaljerne i den tilskadekomnes tilstand, om end politiets seneste melding var, at den tilskadekomnes tilstand var stabil.
Trafikale forstyrrelser
Der har naturligvis som følge af politiets indsats med at sikre en tryg afvikling af arrangementet været en del afspærringer igennem det meste af dagen, fortrinsvis langs med ruten.
”Det kan naturligvis ikke helt undgås, at vores indsats har givet anledning til gener for nogle borgere og trafikanter, der har skullet på eksempelvis søndagstur. Det beklager vi. Men det været nødvendigt for at sikre arrangementet bedst muligt,” siger Torben Arendrup, der dog understreger, at det er få henvendelser, som politiet har modtaget som følge af trafikforstyrrelserne:
”Vi har helt overvejende mødt forståelse fra trafikanter og andre berørte borgere.”
Afspærrede veje, m.m. er blevet eller bliver genåbnet så hurtigt som muligt.
Nordjyllands Politi har ikke på nuværende tidspunkt modtaget meldinger om yderligere ulykker eller lovovertrædelser tilknyttet til cykelløbet.