Sofari-værter viser det gode griseliv: Besøg Danmarks første grisehyrde

22. maj 2024
Sofari-værter viser det gode griseliv: Besøg Danmarks første grisehyrde

Den 26. maj bliver det gode griseliv igen vist frem for danskerne, når 11 økogårde åbner op for Sofari med aktiviteter for børn og voksne og med argumenter for at vælge økologisk grisekød. I år kan du besøge Danmarks første grisehyrde på Røgelhedevej 55, 9700 Brønderslev.

Det er altid en festdag, når danske økogårde åbner dørene op for Sofari, og i år er ingen undtagelse. På de 11 Sofari-gårde glæder værterne sig til den 26. maj, hvor de byder danskerne velkomne til en god dag på landet.

– Vi glæder os til Sofari, hvor vi får mulighed for at vise, hvordan vores økologiske grise lever og fortælle om tankerne og visionerne bag vores produktion. Den direkte dialog med forbrugerne er en af vores grundværdier. Derfor håber vi at se mange gæster til Sofari, hvor alle får mulighed for at se grisene på marken og få fortællingen om, hvorfor det er vigtigt, at vi planter træer både i forhold til grisenes velfærd, CO2, biodiversitet og meget mere, siger Marianne Fløe Hestbjerg fra Hestbjerg Økologi.

FIND EN GÅRD TÆT PÅ DIG.

I år er værtsgårdene særligt opsatte på at vise glade grise i inspirerende udendørs miljøer frem.

– Det er vigtigere end nogensinde at vise alt det, økologien leverer. Det er selvfølgelig øget dyrevelfærd, men det er også bidraget til mere natur og biodiversitet og en fødevareproduktion uden brug af kunstige pesticider og mindre kvælstof til gavn for vores drikkevand og vandmiljø. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne vil have forbrugerne til at købe mere økologi. Det er ikke kun for vores skyld, men også fordi økologi har positiv effekt på den grønne omstilling og sikrer en fødevareproduktion i bedre balance, siger Hans Erik Jørgensen, der driver Risbjerg Landbrug på Fyn.

Derfor er der på de enkelte Sofari-gårde i år lagt vægt på at formidle gårdenes bidrag til bl.a. at sikre mere natur, højere biodiversitet og mindre klimaaftryk.

Flere af Sofari-værterne har plantet træer, der giver grisene føde og skygge, men som også sikrer en større biodiversitet, fordi de tilbyder levemuligheder for insekter, fugle og levende natur. Og så er træerne med til at binde CO2 og dermed bidrage til en lavere klimabelastning.

– Vi går op i, at grisene har et godt griseliv, at der er plads til naturen omkring vores grise. Ved at genetablere vandhuller, plante træer og etablere store arealer med bestøver-brak skaber vi plads til de vilde dyr, urter og insekter. Derfor har vi i år særlig fokus på at fortælle vores gæster om biodiversitet, og om hvordan vi sikrer plads til det vilde liv. Det er vigtigt, at vi landmænd tager ansvar i forhold til den natur, som vi en stund har til låns af næste generation, siger Marianne Fløe Hestbjerg.

– Vi vil bruge Sofari til at fortælle om økologi og klima i et særligt klimatelt. Egenskaberne ved at plante træer og have grønne marker, der binder kulstof i jorden, bliver i dag ikke regnet med, når man opgør et landbrugs klimaregnskab. Det er vigtigt for os økologer, at man får gjort det regnestykke færdigt. Alt det vi gør, skal tælle med i regnskabet. Det vil vi glæde os til at fortælle om i forbindelse med Sofari, siger Hans Erik Jørgensen.

FAKTA OM SOFARI

Dag: 26. maj 2024 kl. 10-14
Gårde: 11
Arrangører: Sofari arrangeres i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Friland A/S, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen til Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød)