Forbruger

Sol og vind sender elpriserne i bund: Lørdag byder på årets hidtil billigste strøm

Danske elkunder kan se frem til en usædvanlig billig lørdag. I hele seks timer i dag – fra kl. 10 til 16 – falder den rå elpris til under nul, og mellem kl. 12 og 13 rammer den sit hidtil laveste niveau i år med cirka minus 9 øre pr. kilowatt-time.

Sol og vind sender elpriserne i bund: Lørdag byder på årets hidtil billigste strøm
Kreditering: Adobe Express
Af Dinny Eriksen 22. marts 2025

Den rå elpris dækker over elens markedspris, inden skatter, afgifter og tariffer lægges til. For forbrugerne betyder den historisk lave råpris, at slutprisen i dagens billigste time lander på omkring 1,46 kr. pr. kilowatt-time – en markant forskel fra årets dyreste dag indtil nu, hvor slutprisen nåede op på ca. 3,81 kr. Det skete mandag d. 20. januar.

Dagens gennemsnitspris ligger desuden på blot 22 øre pr. kilowatt-time, svarende til en samlet forbrugerpris på omkring 1,72 kr., når alle faste udgifter medregnes.

Vedvarende energi presser priserne ned

De negative elpriser skyldes i høj grad det milde martsvejr med rigelige mængder sol og vind, som giver særdeles gode vilkår for produktion af vedvarende energi. Det forklarer Josefine Walter, kommerciel direktør i Andel Energi:

“Vejret i marts har generelt været præget af rigtig meget sol og vind, der giver gunstige forhold for produktion af vedvarende energi. Det presser elpriserne markant nedad, og det er præcis, det vi oplever her i weekenden.”

De seks timer med negative priser gælder både i Øst- og Vestdanmark og kommer oveni de allerede 9 timer i Østdanmark og 11 i Vestdanmark, hvor elprisen tidligere på måneden har været under nul.

Forbrugere sparer ved fleksibilitet

Flere danskere har ifølge Andel Energi allerede vænnet sig til at følge prisudsvingene i løbet af døgnet. Det kan betale sig, fortæller Josefine Walter:

“Vi kan se, at mange Andel Energi-kunder er fleksible og flytter deres forbrug til de billige timer. Det er smart, for selvom elprisen nogle gange kan være meget høj, så er det typisk kun i meget få timer ad gangen.

Normalt er det om natten, elprisen er lavest, hvor efterspørgslen er lav. Men i marts har der været flere tilfælde, hvor de billigste timer har ligget midt på dagen, hvilket er relativt usædvanligt – og som i dag skaber mulighed for yderligere besparelser for de forbrugere, der formår at planlægge deres strømforbrug.

Tip til forbrugerne

Har man mulighed for det, kan det altså betale sig at tænde opvaskemaskinen, lade elbilen eller varme boligen i de billige timer mellem kl. 10 og 16. Særligt mellem kl. 12 og 13 er strømmen ikke bare billig – den betales man teknisk set for at aftage, om end de mange tillægsomkostninger gør, at elregningen stadig lander i positivt terræn.

Med weekendens vejrprognoser og fortsat høj produktion af vedvarende energi, kan flere billige timer ventes i løbet af søndag, men det endelige prisbillede kendes først senere i dag.

Boligmarkedet buldrer frem: Første kvartal i 2025 viser næsthøjeste salgstal nogensinde

Læs også: Boligmarkedet buldrer frem: Første kvartal i 2025 viser næsthøjeste salgstal nogensinde

Boligjagt i påsken: Tre faldgruber du bør undgå som køber

Læs også: Boligjagt i påsken: Tre faldgruber du bør undgå som køber