Sorte Ole og Finn Mo på turne med kvæleslangen

22. december 2013
Sorte Ole og Finn Mo på turne med kvæleslangen

.
Af Arne Lybech

Kunstmaleren, digteren og forfatteren, Lars Winthers bog “Det Glade Vanvid” byder som tidligere fortalt på en lang række herlige anekdoter fra en svunden tid:

Finn Mo og Sorte Ole var på druk. En turne på de ydmyge værtshuse var i fuld gang. De to unge herrer slentrede langsomt fra Landmanden ned ad Algade til Møllegade. I vinduet hos Calles Dyrehandel stod et skilt. “Kvælerslange, 1 kr. pr. centimeter!”. Sorte Ole og Finn Mo tænkte, sådan en må vi eje. 180 cm var den. Finn Mo og Sorte Ole gik ind og købte kvælerslangen for de sidste af Oles penge. Kvælerslangen blev proppet i en lærredspose og snøret til. Turen gik herefter til Ejvin på Langelinie. Sorte Ole havde ikke flere penge på lommen og spurgte efter kredit på 4-6 øl. Ejvin kunne ikke lide Finn Mo og sagde til Sorte Ole: “Du skylder, klodsen er lukket” Mest for ar få Finn Mo til at gå igen. Sorte Ole smed lærredsposen på bardisken og hev kvælerslangen frem. Ejvin lignede en flue på væggen. Ligbleg i hovedet og skreg “Få den væk, du kan få alt-hele værtshuset- få den væk!” Sorte Ole stoppede den 180 centimeter lange kvæleslange i lærredsposen igen og fik 2 øl på kredit. Efter at have drukket de to øl ville Sorte Ole have mere på klods, hvilket Ejvin nægtede at give på grund af Finn Mo…Så truede Sorte le med at hive den lange kvælerslange frem igen. Sorte Ole og Finn Mo fik serveret øl resten af dagen.