Nyheder

SOSU-elever til regionsmesterskaber i faglighed

.Pressemeddelelse: Dygtige elever fra SOSU Nord, SOSU Skive-Viborg-Thisted samt SOSU Randers dyster mod hinanden torsdag 3. oktober 2013 på SOSU Nord i Vodskov. To hold fra hver skole har kvalificeret sig i de lokale mesterskaber på de tre skoler, og nu kan de vinde adgang til DM i Skills den 23.-25. januar 2014 i Gigantium […]

SOSU-elever til regionsmesterskaber i faglighed
2. oktober 2013
Af Redaktion

.
Pressemeddelelse:

Dygtige elever fra SOSU Nord, SOSU Skive-Viborg-Thisted samt SOSU Randers dyster mod hinanden torsdag 3. oktober 2013 på SOSU Nord i Vodskov. To hold fra hver skole har kvalificeret sig i de lokale mesterskaber på de tre skoler, og nu kan de vinde adgang til DM i Skills den 23.-25. januar 2014 i Gigantium i Aalborg.
Der er spænding i luften og store forventninger til eleverne, der deltager i årets regionsmesterskaber for social- og sundhedsassistenter. Sidste år gik det rigtig godt for to elever fra SOSU Nord, der vandt regionsmesterskaberne og gik
hele vejen til danmarksmesterskabet. Dette års kvalificerede eleverne tager det helt roligt:
Jeg er da rigtig spændt og vil gøre alt for at komme videre til DM. Vi glæder os til at vise, hvad vi kan. Vi er begge to meget nede på jorden, så det skal nok gå, fortæller Camilla Larsen, der sammen med Marie E. Schumann udgør én af de to hold, der deltager i regionsmesterskabet fra SOSU Nord.
Der er 16 social- og sundhedsskoler i Danmark, og herfra dyster de kvalificerede hold på fem forskellige skoler ved de regionale konkurrencer. Eleverne skal trække en opgave, forberede sig i 10 minutter og har 30 minutter til at løse en opgave på en scene med statister. Opgaverne foregår som rollespil, hvor borgere eller patienter har brug for hjælp til en række pleje- og omsorgsopgaver. Eleverne arbejder to og to, og alle bærer mikrofon, så alle kan følge dialogen.
Elevernes præstationer bliver vurderet af et dommerpanel, der for øvrigt kan stille spørgsmål til eleverne i de sidste 5 minutter.
Fra SOSU-skolens side er DM i Skills en rigtig god anledning til at løfte eleverne fagligt og personligt. Jette Svenningsen fra SOSU Nord er tovholder på Regionsmesterskabet, og hun ser frem til at give eleverne en oplevelse for livet:
Det er rigtig stort for eleverne. De bakker hinanden rigtig meget op, og vores fire elever får stor støtte fra de øvrige elever. Sidste år fik de utrolig positive reaktioner fra underviserne, da eleverne flyttede sig kolossalt meget både fagligt som menneskeligt efter at have deltaget i mesterskaberne. Det er også en rigtig god reklame for sosu-faget, da det viser vores elevers store iver efter at blive dygtige medarbejdere med unikke egenskaber i forhold til kommunikation, samarbejde, etik, hygiejne, sygepleje og empati, fortæller Jette Svenningsen.
For Camilla Larsen har det allerede givet hende en god portion mod og et fagligt løft, som hun kan anvende i sin hverdag som praktikant i Region Nordjylland. Derfor opfordrer hun også andre elever til at deltage i lignende eller kommende arrangementer:
Grib chancen og spring ud i det. Det er en kæmpe oplevelse. Man udvikler sig fagligt og personligt sammen med mennesker, du ikke nødvendigvis kender fra uddannelsen. Du kan også videregive din egen viden til andre, og det er bare en rigtig festdag, slutter Camilla Larsen.

Rotter skaber bekymring hos Aalborgs indbyggere

Læs også: Rotter skaber bekymring hos Aalborgs indbyggere