Kultur

Spar Nord og Spar Nord Fonden styrker tre store events i Aalborg

Spar Nord og Spar Nord Fonden har netop indgået aftale med Aalborg Kommune om at understøtte tre store events i sensommeren i Aalborg. Det drejer sig om Aalborg Regatta 2024, Gran Fondo (verdensmesterskabet i cykling for amatører) og The World Firefighters Games 2024.

Spar Nord og Spar Nord Fonden styrker tre store events i Aalborg
Af Redaktion 13. maj 2024

Startskuddet for Aalborg Regatta lyder den 21. august, og The World Firefighters Games 2024 har afslutningsceremoni den 13. september. I den mellemliggende periode, fra 28. august til 1. september, sender Gran Fondo cykelryttere fra hele verden rundt i Aalborg Kommune.

De tre events tiltrækker mange tusinde gæster og deltagere til Nordjylland fra resten af Danmark og verden. Det betyder mere end tre uger med øget omsætning i Aalborg og omegn i millionklassen for detailhandel, hoteller og restauranter. Samtidig er der ca. 600 frivillige fra Aalborg Kommunes foreninger involveret for at kunne afvikle de tre events. De frivillige tjener penge til deres respektive foreninger, samtidig med at de hjælper med at afvikle de tre events.

– Det er med stor glæde, at vi har mulighed for at bakke op om lokale events, som er med til at samle byens borgere til unikke oplevelser og gode fællesskaber. Det har vi som bank efterhånden gjort i 200 år, og det har vi en klar intention om at fortsætte med. Derudover er de tre nævnte events med til at profilere Aalborg som en dynamisk by med et farverigt kulturliv til gavn for byens turisme og handelsliv, udtaler John Lundsgaard, bankdirektør i Spar Nord.

Også Spar Nord Fonden, som støtter både kultur-, fritids- og sociale projekter, bakker endnu engang op om større events i Aalborg. Her er det ambitionen at være med til at samle mennesker om de interesser, der beriger netop dem, og som skaber sammenhold på tværs af samfundet. Denne gang gælder det ikke mindst de mange foreninger, som engagerer sig i de tre events.

– Det er vigtigt for Aalborg Kommune, at vi har erhvervsvirksomheder, der bakker op om, at der sker noget i vores by. Spar Nord og Spar Nord Fondens har med deres bidrag til sensommerens store events sikret, at de tre events kan blive udfoldet optimalt, fortæller Borgmester Lasse Frimand Jensen. – Vores samarbejde med Spar Nord og Spar Nord Fonden gennem årene har haft stor betydning for at sætte Aalborg på landkortet. Det har muliggjort en langsigtet strategi for arbejdet med events og store oplevelser, der har givet mange resultater. Det er dejligt, at det også vil være tilfældet i 2024, afslutter Lasse Frimand Jensen.

De tre events vil sætte deres præg på byrummet i Aalborg. Aalborg Regatta bringer liv og glade dage til Aalborgs Havnefront. Tina Dickow er som det første musikalske navn netop blevet offentliggjort til Aalborg Regatta. Hun spiller torsdag den 22. august. Det er første gang, hun optræder til Aalborg Regatta.

Til Gran Fond er der enkeltstart torsdag fra KFUM Hallen, Team Relay fredag hvor rytterne kører på en lukket rute i centrum af Aalborg og endelig linjeløb søndag, hvor starten går fra Budolfi Plads og Vingårdsgade med mål på Vesterbro. Til The World Firefighters Games 2024 vil havnefronten og en lang række sportsanlæg blive omdrejningspunktet for aktiviteterne.

Forskningsfestival fejrer 20-års jubilæum med spændende arrangementer over hele landet

Læs også: Forskningsfestival fejrer 20-års jubilæum med spændende arrangementer over hele landet

Vores kultur arv er i fare: Hver tiende dag bryder en fredet bygning i brand

Læs også: Vores kultur arv er i fare: Hver tiende dag bryder en fredet bygning i brand