.
Af Helle Schiønning
Stinne og Martinus Sørensen ville ha`nydt at være i Øster Hurup de seneste fire dage – de ville ha´ nydt at se nogle af deres fondsmidler blive brugt på plejehjemsbeboere fra både Hadsund og Aalborg, som blev bespist og underholdt af Richard Ragnvald i Tinushuset, som de bliver det hvert år.
Tinushuset fungerer som sommerhus for plejehjemmene, og det årlige højdepunkt er dagene, hvor den populære kunstner i total øjenhøjde med beboerne synger alle sangene fra dengang viser, dansktopsange, operettemelodier – sange, som frembringer minder fra de yngre dage. Og såfremt helbredet tillader, bliver der sunget med og klappet og en enkelt dans kan det også blive til.
Det rent praktiske omkring arrangementerne klares med glans af Randi Jespersen, enke efter fondens bestyrelsesformand Tage Jespersen, sammen med et par gode støtter og hjælpere.
Martinus Sørensen kom selv til verden i Øster Hurup i Sellegårde og han stiftede efter et langt liv med økonomisk succes Stinne og Martinus Sørensens Fond.
Fonden tilgodeser hans fødeegn Øster Hurup, samt Aalborg, hvor han levede sit liv. Derfor har Tinushuset de seneste dage været besøgt af beboere fra Bernadottegården i Hadsund, Als Plejehjem og Skovgården i Hadsund, og Drachmanshave, Thulebakken og Fynsgadecentret i Aalborg.