Stoppesteder til nordjyske expresbusser bliver opgraderet

22. maj 2024
Stoppesteder til nordjyske expresbusser bliver opgraderet

I takt med, at der kommer flere expresbusser i Nordjylland, som kører med få stop mellem de større byer, bliver der også behov for flere og bedre stoppesteder langs expresruterne. Derfor er NT sammen med kommunerne og Vejdirektoratet i fuld gang med at opgradere en lang række af de såkaldte knudepunkter, som er en slags super-stoppesteder med ekstra gode faciliteter, der skal gøre både ventetiden og rejsen mere tryg, nem og indbydende.

Det skal være let og sikkert at bruge kollektiv transport i Nordjylland, og derfor skal stoppesteder og busterminaler være både indbydende, informative og attraktive. Som såkaldte knudepunkter er de nemlig både indgangen og udgangen for kollektiv trafik, og flere af dem er derfor i fuld gang med at få en større opgradering.

– Når du som kunde skal med bus, tog eller flextrafik, skal du tydeligt kunne se, hvor du skal stå af og på, og du skal kunne opholde dig i trygge og ordentlige omgivelser, mens du venter på din afgang eller skal skifte til den næste. Stoppestederne binder rent fysisk den kollektive trafik sammen, og derfor er det også vigtigt, at de visuelt har et ensartet og genkendeligt udtryk, forklarer Ole Schleemann, direktør for kunder og drift hos NT, og fortsætter:

– I 2024 opdaterer vi blandt andet seks eksisterende stoppesteder, mens der etableres helt nye mellem Nibe og Løgstør, som fremover bliver betjent af en expresbus. På de nye knudepunkter bliver der blandt andet læskærme med lys, en buslomme så bussen ikke længere skal standse midt på vejen, cykelparkering og infotavler.

Mere konkret drejer det sig om nye knudepunkter ved landsbyerne Valsted, Sebbersund og Farstrup vest for Nibe. Her kommer fremover til at køre en expresbus, som øger antallet af afgange mod både Løgstør og Nibe væsentligt. De nye knudepunkter skal også fungere som opsamlingssted for beboere i blandt andet den lille by Barmer. De kan få et lift til knudepunktet med Plustur, og dermed få adgang til expresbusser i både østlig og vestlig retning hver time.

Der er omkring 25 millioner påstigere årligt i den kollektive trafik i Nordjylland, og deres indgang til den kollektive trafik er de godt 5.000 stoppesteder i regionen. En fælles handlingsplan og design for etablering og fornyelse af knudepunkter og stoppesteder på expresbusnettet omfatter i alt 232 knudepunkter, hvoraf 110 allerede er opgraderet. 81 eksisterende knudepunkter skal opgraderes, mens der skal etableres 41 helt nye knudepunkter herunder de nye knudepunkter mellem Løgstør og Nibe.

– De nye knudepunkter er et synligt eksempel på vores overordnede plan om at skabe mere mobilitet for pengene i Nordjylland. Vi skal så vidt muligt matche kundernes behov for kollektiv trafik med en økonomisk bæredygtig tilrettelæggelse af drift og ruter, så vores busser ikke kører tomme rundt i faste ruter med meget få eller ingen passagerer, forklarer Ole Schleemann.

Opgraderingen af knudepunkterne foregår i flere forskellige faser, og de første står færdigt senest i midten af august.

Nordjyllands Trafikselskab
Klik på billedet for at se det i stort format