Sport
Stor interesse for fremtidige DM-uge-værtskaber – men 2025 er tilbage i Aalborg
For første gang i DIF DM-ugens korte historie rykkede det enorme idrætsevent DIF DM-ugen ud fra Aalborg, idet Herning lagde gader, torve og idrætsanlæg til DM-ugen 2024. Idrætsbegivenheden blev en gigant succes, og flere byer byder sig nu til som mulige kommende DM-uge-værter.
DM i skydning og styrkeløft på Herning Bibliotek. Tumbling i Sportscenter Herning. DM i cykling med et utal af verdensstjerner midt i Hernings bymidte. Stangspring, beachvolleyball, længdespring og bueskydning på torvet i hjertet af Herning. Og mange, mange flere uforglemmelige danmarksmesterskaber i uvante rammer.
DIF DM-ugen, der samler næsten 3.000 af landets bedste atleter i alt fra cykling til stangspring og et væld af danske mesterskaber i én uge i én by, blev i år afholdt for første gang i Herning Kommune. De to tidligere år har blandt andet havnen og vandet været arenaer for mesterskaber til DM-ugen i Aalborg – med stor succes. Og succes blev det også denne gang i den nye værtsby Herning.
”Det har været enestående dage i Herning. Vi har haft én stor folkefest og oplevet idrætter, som vi ellers ikke ville blive præsenteret for. Det har været inspirerende at se Danmarks dygtigste atleter i jagten på medaljer, og det har været fantastisk at opleve, hvordan hele bymidten, og de frivillige har bakket op om DM-ugen i Herning,” lyder det fra Hernings borgmester, Dorte West.
Efter tre år med DIF DM-ugen står konklusionen således klar ifølge DIF’s formand, Hans Natorp. Eventet er kommet for at blive og vil med sikkerhed brede sig til andre danske byer.
Hans Natorp siger:
”Herning har på alle niveauer vist, at DM-ugen også kan fungere i helt intime byrammer, som har været tilfældet i år. De to tidligere år har havnen og vandet dannet rammen om DM-ugen i Aalborg. I år har Herning Kommune brugt selve bykernen med torve, biblioteker og gadehjørner som én stor idrætslegeplads. Det har været fantastisk.,” siger Hans Natorp.
Næste år vender DIF DM-ugen tilbage til Aalborg, og i 2026 er Herning igen værtsby. Hvor, DM-ugen efterfølgende skal afholdes, er ikke bestemt, men der mangler ikke muligheder, understreger Hans Natorp.
”Jeg har fået flere tilkendegivelser fra danske byer, der meget gerne vil være værter for DM-ugen fremover. Det siger mig jo, at vi har ramt noget, der appellerer til alle idrætsglade danskere, og det glæder mig utroligt meget.”
DM-ugen i de kommende år
2025: Aalborg Kommune
2026: Herning Kommune