Helbred
Strålebehandling styrker både overlevelse og økonomi for brystkræftpatienter
Ny forskning viser markante langsigtede gevinster – også for kvinder i den erhvervsaktive alder
En ny undersøgelse fra Københavns Universitet dokumenterer, at strålebehandling af brystkræft ikke kun redder liv, men også giver kvinder bedre muligheder for at vende tilbage til jobbet og fastholde deres indkomst mange år efter sygdomsforløbet. Resultaterne vurderes at have stor betydning – også lokalt i Randers Kommune, hvor mange kvinder hvert år rammes af brystkræft.
Markant lavere dødelighed
Ifølge forskerne har strålebehandling en tydelig og målbar effekt på overlevelsen blandt brystkræftpatienter.
”Det er den mest almindelige kræftform på verdensplan. Alene i 2020 blev der opdaget mere end 2,2 millioner nye tilfælde,” siger N. Meltem Daysal, lektor ved Økonomisk Institut og Center for Economic Behavior and Inequality, Københavns Universitet.
Hun fremhæver også, at mange rammes i den mest erhvervsaktive alder:
”Desuden bliver omkring en tredjedel af brystkræftpatienterne diagnosticeret i alderen 25-54 år, som er den mest erhvervsaktive alder. Endelig er overlevelsesraten høj – mere end 90 % af patienterne i højindkomstlande er stadig i live fem år efter diagnosen,” siger hun.
Undersøgelsen bygger på data fra næsten 40.000 danske kvinder diagnosticeret mellem 1990 og 1998. Et skifte i behandlingsretningslinjerne i 1995 gav forskerne mulighed for at måle effekten af strålebehandling uden indblanding fra andre behandlingstyper.
Resultatet er klart: Risikoen for at dø inden for 10 år blev reduceret med 35 procent blandt de kvinder, der modtog stråler.
Læs også:
Bedre mulighed for at vende tilbage til jobbet
Ud over den forbedrede overlevelse viser studiet, at strålebehandling i høj grad styrker patienternes arbejdsmæssige chancer. Det gælder både fastholdelse på arbejdsmarkedet og indtjening.
”Kvinder, der fik strålebehandling, havde 37 % større sandsynlighed for at være i arbejde 10 år efter diagnosen sammenlignet med kvinder, der ikke fik strålebehandling. Og kvinder, der fik strålebehandling, havde i gennemsnit 45 % højere indkomst 10 år efter diagnosen sammenlignet med kvinder, der ikke fik strålebehandling,” forklarer N. Meltem Daysal.
For mange brystkræftoverlevere er den økonomiske situation en yderligere udfordring oven i sygdomsforløbet. En begrænset arbejdsevne kan ramme både økonomi og livskvalitet – og netop derfor mener forskerne, at resultaterne bør vække politisk interesse.
Sundhedspolitik med økonomi i fokus
Forskergruppen peger på, at effekten af behandlinger bør vurderes bredere end blot sundhedsfagligt.
”Det primære mål med kræftbehandling er selvfølgelig at redde liv – men vores forskning understreger, at medicinske indgreb som strålebehandling også kan generere betydelige økonomiske fordele. Selv i et land som Danmark, der har universel adgang til sundhedsydelser og et stærkt socialt sikkerhedsnet,” siger N. Meltem Daysal og uddyber:
”Med stigende omkostninger til kræftbehandling på verdensplan er der behov for, at beslutningstagere overvejer de økonomiske fordele ved medicinske indgreb. Vi giver overbevisende dokumentation for, at investeringer i effektive kræftbehandlinger kan give betydelige, langsigtede samfundsmæssige fordele,” konkluderer hun.
Fakta om brystkræft
- Brystkræft er den mest udbredte kræftform hos kvinder.
- I Danmark får ca. 4.500 kvinder diagnosen hvert år.
- 80 procent overlever mindst 10 år efter diagnosen.
Læs også: