Politik
Teknik og Miljø i Aalborg droppet lukkeuger
Byggeri vil desuden i samarbejde med BusinessAalborg etablere et nyt forum, hvor virksomhederne kan komme med forslag til, hvordan deres behov i endnu højere grad kan understøttes
Teknik og Miljø i Aalborg Kommune afslutter nu lukkeugerne hos Byggeri, som siden september 2024 har lukket for telefonerne i den første uge hver måned for at sikre ro til sagsbehandling. Beslutningen kommer, efter at den gennemsnitlige ventetid for erhvervssager i byzonen er faldet fra fem til tre måneder – en forbedring, der skyldes en tillægsbevilling fra byrådet og ansættelse af flere medarbejdere.
Fra lukkeuger til åben dialog
Lukkeugerne blev indført for at skabe mere tid til kerneopgaven: sagsbehandling. Men med den positive udvikling er behovet for lukkeuger ikke længere nødvendigt.
“Vi er kommet et andet sted i dag i forhold til kapaciteten. Lukkeugerne var en nødvendig foranstaltning, men vi holder ikke fast i dem længere end nødvendigt,” siger Anders Mikkelsen, afdelingsleder hos Byggeri.
Peter Lindholt, rådmand for Teknik og Miljø, udtrykker tilfredshed med udviklingen:
“Jeg er meget tilfreds med, at vi nu er nået dertil, hvor lukkeugerne ikke længere er nødvendige. Det skyldes ikke mindst byrådets tillægsbevilling, og det betyder, at vi igen kan være tilgængelige for de virksomheder og borgere, der har brug for at tale med os.”
Digital selvbetjening frigør tid
En ny digital selvbetjeningsløsning, minbyggesag.dk, er også med til at frigøre tid til sagsbehandling. Siden lanceringen den 21. januar i år har borgere og virksomheder kunnet følge deres byggesagers status online.
Nyt forum for virksomhedernes behov
For at styrke dialogen med virksomhederne vil Byggeri i samarbejde med BusinessAalborg etablere et nytt forum, hvor virksomheder kan komme med input til, hvordan kommunen i endnu højere grad kan understøtte deres behov.
“Det er et positivt signal, at kommunen åbner op for mere dialog. Når man taler mere sammen og har en forståelse for hinandens vilkår, er det lettere at finde løsninger på de udfordringer, virksomhederne oplever i hverdagen,” siger Anders Harbo Thomsen, direktør for tømrer- og snedkervirksomheden Magnus Thomsens Eftf. ApS og medlem af Aalborg Kommunes erhvervsråd.
Tæt samarbejde med erhvervslivet
Teknik og Miljø har allerede en god og tæt dialog med organisationer som Erhverv Norddanmark og Dansk Industri, og det nye forum vil yderligere styrke samarbejdet.
Læs også: