Forbruger

Tilbagekalder populære bær – kan være smittet med norovirus

Har du købt den frosne bærmix, bør du ikke spise den. Produktet kan indeholde norovirus og tilbagekaldes nu af sikkerhedshensyn.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 25. juli 2026

Lidl Danmark tilbagekalder nu et parti af Freshona Frossen, Økologisk Bærmix 300 gram på grund af risiko for norovirus.

Tilbagekaldelsen gælder produkter med bedst før-dato 2. marts 2028.

Norovirus fundet ved kontrol

Ifølge Lidl blev der ved en stikprøvekontrol fundet norovirus i det pågældende parti.

Produktet tilbagekaldes derfor, da der er risiko for smitte, og en sundhedsmæssig risiko ved at spise bærrene ikke kan udelukkes.

Norovirus kan give infektion med det, der i daglig tale kaldes roskildesyge.

Kunder opfordres til at kassere produktet

Har du købt den tilbagekaldte bærmix, opfordrer Lidl til, at du enten kasserer varen eller afleverer den i din nærmeste Lidl-butik.

Du får pengene tilbage, også selv om du ikke har kassebon.

Mere information

Fødevarestyrelsen har på sin hjemmeside vejledning om, hvordan færdigpakkede, frosne bær generelt bør behandles.

Lidl Danmark beklager de gener, som tilbagekaldelsen måtte medføre.