Job

TinyTrap søger fastholdelseskonsulent med fokus på børn – men ikke alt er, som det skal være

TinyTrap hedder den nye techvirksomhed, som søger en fastholdelseskonsulent med fokus på børn. Jobopslaget ligger på Jobindex, men klikker man videre til TinyTraps hjemmeside, finder man ud af, at det er en fiktiv virksomhed, som Børns Vilkår har fundet på for at sætte fokus på techgiganternes svigt af børn og unge.

TinyTrap søger fastholdelseskonsulent med fokus på børn – men ikke alt er, som det skal være
30. april 2024
Af Redaktion

Du skal kunne tjene penge på børns online-liv og være god til at nå målgruppen af børn under 13 år.

Den tilsyneladende nye techvirksomhed TinyTrap melder ærligt ud om, hvad den søger, og hvilke uetiske forretningsmetoder, den gør brug af, ligesom den på virksomhedens hjemmeside ikke lægger skjul på, at den indsamler cookies og endnu ikke har prioriteret at lave etiske retningslinjer.

Både hjemmesiden og techvirksomheden er dog fiktive og opfundet af Børns Vilkår for at skabe opmærksomhed omkring, at techvirksomhederne i dag tager alt for lidt ansvar, når det gælder børn og unges sikkerhed og trivsel online – for eksempel i forhold til dataindsamling, aldersgrænser og skadeligt indhold.

Virkeligheden har overgået fantasien
En stor del af løsningen ligger i mere EU-regulering på området, og timingen for kampagnen er derfor også valgt med henblik på, at der er Europaparlamentsvalg 9. juni.

Vi har med TinyTrap forsøgt at råbe op på en ny måde, for selvom der bliver snakket meget om techgiganternes ansvar over for børn og unge, så sker der meget lidt. Imens vi venter på den nødvendige regulering på området, færdes børn og unge i et vildt vesten online. Virkeligheden har faktisk overgået fantasien, og det viser vi i denne kampagne, siger Lisbet Christoffersen, som er kommunikationschef i Børns Vilkår.

Jobindex har stillet platform til rådighed, så Børns Vilkår har kunnet lægge det fiktive jobopslag ud, uden at det fremgår, at Børns Vilkår er afsender. Dette bliver først synligt inde på TinyTraps hjemmeside, hvor man ved at scrolle ned på siden kan læse, hvordan Børns Vilkår mener, området bør reguleres.

Vi vælger at hjælpe Børn Vilkår, fordi de store techselskaber vælger deres ansvar fra, siger Kaare Danielsen fra Jobindex: I vores hverdag oplever vi også store problemer med falsk og skadeligt indhold, og der er behov for langt stærkere rammer og opfølgning.

Trusler og hadefulde kommentarer: Flere udsættes for digital chikane i forbindelse med deres arbejde

Læs også: Trusler og hadefulde kommentarer: Flere udsættes for digital chikane i forbindelse med deres arbejde