Nyheder

Tøsedrenge til mandfolkedyst

Redaktion
Af Redaktion 29. december 2016

.
Af Bruno Larsen

Billetsalget til håndboldmændenes Santander Final4, der finder sted i Gigantium i Aalborg i weekenden 4.-5. februar, går forrygende. – Vi er godt på vej mod vores ambition om udsolgt. Med seks uger igen har vi solgt tæt på 7000 billetter ud af ca. 9600, fortæller Jan Larsen, Aalborg Håndbolds direktør

Ud over fire mandfolkedyster på banen, kan publikum også glæde sig til at opleve det legendariske 80’er-band Tøsedrengene, der går på scenen efter lørdagens semifnaler – og det er gratis for alle, der har billet til kampene, at deltage i afterparty’et.
Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen, der ses på nærværende foto, var Tøsedrengenes oprindelige frontfigurer og sangerinder, og Anne Dorte Michelsen var med til at skrive de fleste af gruppens sange.
De to har nu samlet et eminent hold af landets allerbedste musikere og spiller op med sange og tekster der rører og fanger: Indianer, Ud under åben himmel, Sig du kan li mig, Vi var engang så tæt.
– Der er selvfølgelig også warm up party begge dage med masser af underholdende indslag inden kampene. Vi glæder os rigtigt meget til at byde fan af håndbold, og i særdeleshed fan af de fire deltagende klubber, velkommen til håndboldfestpå og uden for banen, siger Jan Larsen.

Programmet for Santander Final4 ser således ud:

Lørdag 4. februar, semifinaler:
Kl. 14.10: Bjerringbro-Silkeborg – KIF Kolding København
Kl. 16.10: Skjern Håndbold – Aalborg Håndbold

Søndag 5. februar:
Kl. 14.00: Kamp om 3.-4. pladsen
Kl. 16.00: Finale.

Billetterne til Santander Final4 kan købes på de fire klubbers hjemmeside samt på tophaandbold.dk.