.
Over en halv million kvadratmeter erhvervslokaler står tomme i Nordjylland. Dansk Byggeri mener, at det kan få konsekvenser for de nordjyske byer og byggeriet
Du har sikkert set dem. Skiltene, der er hamret i jorden uden for kontor- og lagerbygninger, hvor der med blokbogstaver står til salg eller til leje. Hvis du synes, der er mange, er det ikke så mærkeligt. Nordjylland er nemlig et af de områder i landet, hvor der er mange tomme erhvervslokaler, viser en statistik over ledige erhvervslokaler fra Oline-ED.
585.100 kvadratmeter af de nordjyske erhvervslokaler står tomme, hvilket ifølge Dansk Byggeri svarer til et område på omkring 82 fodboldbaner.
– Der er kommet mere fart i hjulene i Aalborg, men de mange tomme erhvervslokaler viser, at situationen ikke er den samme i fx Thisted og Brønderslev. Det er vigtigt, at vi husker på, at fordi det går den rigtige vej i Aalborg, så har de mindre byer stadig svært ved at komme helt ud af finanskrisen, siger formanden i Dansk Byggeri Nordjylland, Knud Kristensen og tilføjer:
– Det er ikke godt for byerne i vores område, at der står så mange tomme erhvervslokaler. Det kan være med til at afholde boligkøbere og virksomheder fra at slå sig ned i Nordjylland.
Det er ikke kun byerne i Nordjylland, der bliver påvirket af de tomme erhvervslokaler. Også byggebranchen bliver berørt af situationen.
– Mange virksomheder slikker stadig sårene efter finanskrisen, og når udbuddet er så meget større end efterspørgslen på erhvervslokaler, så vil erhvervslivet holde igen, når det kommer til at investere i nye kontor- eller lagerbygninger. Det betyder, at der ikke umiddelbart er udsigt til, at byggebranchen skal bygge mange nye erhvervslokaler i den nærmeste fremtid, slutter Knud Kristensen.
Læs også: