Nyheder

Tragisk drukneulykke i Aalborg: Mand identificeret

Nordjyllands Politi har identificeret en 26-årig mand fra Nordjylland som den person, der blev fundet livløs i vandet ved Honnørkajen i Aalborg onsdag morgen. Manden er i kunstigt koma, og hans tilstand betegnes som kritisk.

Politi
Foto: Kim Matthäi Leland
29. november 2024
Af Benedikte Jensen

Nordjyllands Politi har nu fastlagt, at det er en 26-årig mand fra Nordjylland, der onsdag morgen blev fundet i fjorden ved Honnørkajen i Aalborg. 

”Vi har i dag underrettet mandens pårørende, og derfor melder vi nu også ud, at vi har identificeret manden, og at vi ikke længere søger vidner eller oplysninger i sagen. Vi vil gerne sige tak for de henvendelser, vi har fået”, lyder det fra vagtchef René Kortegaard-Jensen, Nordjyllands Politi.

Han oplyser, at den 26-årige mands tilstand fortsat er kritisk, og at han fortsat er i kunstigt koma. 

Politiets efterforskning peger på, at der ikke er sket nogen forbrydelse i forbindelse med drukneulykken – der er netop tale om en tragisk ulykke, hvor den 26-årige er faldet i vandet.

Manden blev fundet i livløs tilstand

Det var kl. 06.59 onsdag den 27. november, at Nordjyllands Politi modtog et alarmopkald om en drukneulykke, da en mand var set i det kolde vand ved Honnørkajen, tæt på Musikkens Hus, i Aalborg.

Politiet rykkede straks ud sammen med Nordjyllands Beredskab, og der blev sendt ambulance til stedet, helikopter i luften og dykkere i vandet. Cirka en time efter anmeldelsen lykkedes det at finde og redde manden op af vandet. Han modtog livreddende førstehjælp og blev bragt til Aalborg Universitetshospital Syd i livløs tilstand. 

Mandens identitet var ukendt, hvorfor Nordjyllands Politi bad offentligheden om hjælp til at klarlægge den.

Nordjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger at give til offentligheden i sagen.

Anholdelsesaktion efter knivstik: En person anholdt

Læs også: Anholdelsesaktion efter knivstik: En person anholdt