.
Trilogi åbnes med en maleri-/foto-konkurrence
Når man er født et sted eller har levet et sted i mange år, tager man ofte et aktiv for givet.
Foranstående er dybest set baggrunden for en slags limfjordstrilogi, som en gruppe frivillige netop har sat i vandet.
De vil synliggøre Limfjorden, så mange flere mennesker får øje for både fjordens kvaliteter og dens skrøbelighed og udfordringer.
Initiativgruppens tre medlemmer, Helle Christensen, Bente Sørensen og Bruno Larsen, har netop åbnet en maleri-/foto-konkurrence som den første del af tretrins-raketten. Konkurrencens tema er Limfjorden og afsluttes med fernisering og præmieoverrækkelse i Storvorde Sognegård tirsdag 5. april.
Rådmand Mads Duedahl sørger for velkomst og overrækkelse af vinderpræmierne i de to kategorier; maleri og foto. Sceancen efterfølges af foredrag og musik under overskriften Fra saltede katolske sild til marinerede protestantiske sild. Foredrager: Lærer emeritus og forfatter Jens Østergaard, Valsted ved Nibe. Limfjordstrubadour: Billedhugger og amatørarkæolog Knud Høirup, Mors.
Den sidste del af trilogien foregår torsdag 14. april i Storvorde Kirke, og omfatter koncerten Fjordsind en musikalsk limfjordsfærd med Jens Jeppesen Band. Gruppen kommer med iørefaldende og eftertænksomme, danske sange, hvor havet og fjorden er et gennemgående tema.
–
Som nævnt gennemføres maleri-/foto-konkurrencen med Storvorde Sognegård som begivenhedssted og med økonomisk støtte fra Aalborg Kommune og Storvorde-Sejlflod Pastorat.
“Limfjorden” er valgt som tema for såvel malerier som fotoer.
Tilmeldingsfrist: Søndag 20. marts til Bruno Larsen, tlf. 61 45 63 50, eller brula@sol.dk
Indlevering af bidrag: Sognegården, Tofthøjvej 37, Storvorde, fredag 1. april kl. 13-15 og lørdag 2. april kl. 10-12 (evt. kontakt: Yrsa Rold, tlf. 26 92 17 97). Alt skal være klargjort til ophængning (fotoer skal være indrammede).
Hver deltager kan indlevere maks. tre malerier/fotoer, som skal hænge på udstillingen fra ferniseringsdagen 5. april og frem til fredag 29. april.
Professionelle fotografer og akademiuddannede kunstnere er engageret til at vurdere de indsendte bidrag med henblik på førstepræmiering (1500 kr.) i hver af de to kategorier; maleri og foto.
Foto: Aalborgenseren Mette Berg har været en tur omkring Sebbersund, og med dette foto illustrerer hun fint Limfjordens uformindskede naturskønhed, som vi kender den fra bredningerne, sundene, vigene og kystlandskabet.
Læs også: