Alarm 112

Tre ud af fire danskere rammes af digital svindel – nu testes nyt forsvarsmateriale i Nordjylland

Materialet “Sammen mod svindel” skal hjælpe frivillige og kommunale medarbejdere med at styrke borgernes digitale tryghed – og er netop blevet testet i Aalborg med Nordjyllands Politi ved bordet.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 7. juli 2026

Tre ud af fire danskere blev sidste år udsat for forsøg på digital svindel. Svindlerne udgiver sig typisk for at være fra banken, politiet eller kendte virksomheder – og metoderne bliver stadig mere overbevisende. For at styrke danskernes digitale forsvar er materialet “Sammen mod svindel” blevet udviklet af Operate Forandringsbureau i samarbejde med TrygFonden og Politiets Nationale Center for Kriminalitet.

Materialet består af fem korte moduler, der skal styrke det digitale forsvar og sætte gang i samtaler om digital tryghed i hverdagen.

Testet af dem, der møder borgerne

For at sikre, at materialet virker i praksis, har Senior Digital i Aalborg Kommune sammen med Preben Klitgaard og Knud U. Rasmussen fra Nordjyllands Politi besøgt frivillige og medarbejdere fra kommunens aktivitetscentre, Ældre Sagen, forvaltningen og Hovedbiblioteket for at afprøve indholdet.

Valget af testpersoner var bevidst. Det er netop frivillige og frontmedarbejdere, der i det daglige er i kontakt med borgere, som enten er i risiko for eller allerede har været udsat for svindel. De skal fungere som ambassadører og hjælpe med at udbrede kendskabet til, hvordan man beskytter sig.

Stærkere sammen

Svindel kan ramme alle – men viden og fællesskab gør en forskel. Budskabet bag materialet er enkelt: når vi deler erfaringer og hjælper hinanden, bliver det sværere for svindlerne at lykkes.