Danske honningbier er hårdt presset af varroamiden, som svækker bierne og spreder virus. Nu præsenterer forskere fra Aarhus Universitet to metoder, der skal hjælpe biavlere med at holde den invasive mide nede uden brug af kemi.
Ifølge seniorforsker Per Kryger fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet har tabene blandt danske bifamilier været betydelige.
”Sidste vinter gik omkring 20 procent af de danske bifamilier til, og året før var det nok nærmere 25 procent,” siger Per Kryger, der er medforfatter til begge rapporter.
Varroamiden kom til Danmark i 1984 og har siden spredt sig til stort set alle danske bifamilier. Miden skader bierne direkte, men den største fare er de virus, som den spreder, og som er en almindelig årsag til, at bifamilier dør om vinteren.
To metoder uden kemi
De to nye rapporter fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug handler om henholdsvis målrettet avl af robuste bier og brug af yngelpause.
Rapporterne er skrevet af Per Kryger og Annette Bruun Jensen og er tænkt som håndbøger for danske biavlere.
Ifølge Per Kryger har kemisk bekæmpelse gennem mange år været den gængse løsning, men den løser ikke det grundlæggende problem.
”Kemien har været en sovepude. Man tænker: ‘Vi har styr på det, vi giver dem bare lidt kemi’, og så tænker man ikke mere over det. Men det løser ikke problemet – det forlænger det,” siger han.
Samtidig findes der ifølge forskerne aktuelt ingen godkendte bekæmpelsesmidler på det danske marked.
Læs også:
Avl skal gøre bierne mere robuste
Den ene metode handler om at avle på bier med egenskaber, der gør bifamilierne bedre til at modstå sygdom og parasitter.
Danske biavlere har tidligere haft succes med avlsarbejde mod nosemasyge. På fem år faldt andelen af smittede prøver fra 80 til under 20 procent.
Forskerne peger på, at samme princip kan bruges i kampen mod varroamiden. Men avlen må ikke blive for ensidig, fordi en hård udvælgelse efter modstandsdygtighed kan gå ud over blandt andet biernes fredelighed og honningproduktion.
”Variation i sig selv er ikke et problem – det er en forudsætning for fremgang,” skriver Per Kryger og Annette Bruun Jensen i rapporten.
Yngelpause stopper midens formering
Den anden metode udnytter et svagt punkt hos varroamiden: Den kan kun formere sig i forseglede yngelceller.
Hvis biavleren midlertidigt stopper dronningen fra at lægge æg eller fjerner yngeltavlerne, bliver midens mulighed for at formere sig derfor begrænset.
En metode er at spærre dronningen inde i mindst 25 døgn. En anden er helt at fjerne yngeltavlerne fra bifamilien.
Per Kryger peger samtidig på, at kemisk behandling kan påvirke bierne negativt.
”Når man bekæmper med kemi, svækker man samtidig biernes eget immunforsvar. I et forsøg fandt vi, at selvom miderne var stort set forsvundet fra bifamilien efter en behandling i august, var der faktisk flere virus i bierne bagefter – ikke færre,” siger han.
Biavlere bør begynde forsigtigt
Yngelpause kræver ifølge forskerne både den rette timing og praktisk erfaring.
”Vi har selv mistet bier, fordi vi ikke var dygtige nok fra begyndelsen. Jeg anbefaler biavlere at starte med nogle få bifamilier, lær teknikken, og mestr den, før I tager det fuldt ud i brug,” siger Per Kryger.
Forskerne anbefaler samtidig, at biavlere holder nøje øje med antallet af mider. Der bør reageres, når en vaskeprøve viser omkring tre mider for hver 100 bier.
”Vi var med i et stort EU-forsøg med 1.200 danske bifamilier, hvor vi fandt, at risikoen for, at en bifamilie døde, steg fra 20 til 50 procent, hvis der var mere end 10 mider på 100 bier,” siger Per Kryger.
Ny mide kan være på vej
Behovet for nye metoder kan ifølge forskerne blive endnu større. Tropilaelapsmiden, som er mere afhængig af yngel, kan være på vej fra Asien mod Europa.
”Den er nået til Georgien, Rusland og op til Tyrkiet, hvor der er meget vandrebiavl. Når den først er kommet over Tyrkiet, kan den nå til EU på et år,” siger Per Kryger.
På længere sigt er ambitionen at gøre danske bier i stand til i højere grad selv at modstå parasitterne.
”Det langsigtede mål er at få avlet bier, som kan klare sig helt uden brug af kemi. I første omgang handler det om at bruge mindre – men på sigt slet ingen,” afslutter Per Kryger.
Læs også: