Erhverv
Tysk øko-boom giver dansk eksport medvind
Ny rapport viser markant vækst i økologisalget i Europa – og det kan blive en fordel for danske virksomheder
Det europæiske marked for økologiske fødevarer er i vækst, og især Tyskland trækker udviklingen op. Det fremgår af en ny rapport fra det schweiziske researchinstitut FiBL, som udkom tirsdag.
Rapporten viser, at salget af økologiske varer i Tyskland i 2024 voksede med 5,7 procent, mens væksten i hele Europa ligger på 4,1 procent.
Ifølge Økologisk Landsforening er det godt nyt for danske eksportvirksomheder.
Tyskland står for næsten halvdelen af dansk øko-eksport
Dennis Hvam, international markedschef for økologi i Økologisk Landsforening, peger på, at Tyskland er et særligt vigtigt marked for Danmark.
»Det tyske marked for økologiske fødevarer er særligt interessant for de danske virksomheder, der arbejder med eksport. Tyskland står nemlig for næsten halvdelen af den danske eksport af økologiske fødevarer på detailområdet,« forklarer Dennis Hvam.
Læs også:
Økologien rykker ind i lavprisbutikker
FiBL-rapporten fremhæver, at væksten i Tyskland især sker i lavprisbutikker, hvor billigere økologialternativer får flere forbrugere til at vælge økologisk.
Samtidig sker en større del af salget i den brede detailhandel. Ifølge rapporten er økologisalget via detail nu oppe på 65 procent i Tyskland.
Til sammenligning sker 96 procent af økologisalget i Danmark via detailbutikkerne.
Dansk erfaring kan give en fordel
Ifølge Dennis Hvam kan de danske virksomheder stå stærkt, fordi udviklingen i Tyskland minder om den, Danmark har været igennem.
»Ligesom i Danmark er de økologiske varer ved at blive demokratiseret. I Danmark har det været lavpriskæder som Netto og de sidste par år i lige så høj grad Rema 1000, der trækker det økologiske salg op. Det er en tendens, som de innovative danske virksomheder er styrket til at handle på, fordi de har haft et stort hjemmemarked som spiringsbakke.«
Foodservice vokser hurtigere end detail i flere lande
Rapporten peger også på, at væksten på foodservice-området – altså salg til restauranter, kantiner og lignende – i flere lande er mere dynamisk end i detail.
I Danmark er værdien af salget ifølge FiBL omtrent fordoblet siden 2016 og har nu passeret 3,5 milliarder kroner.
Dennis Hvam vurderer, at det også påvirker eksportstrategien.
»Derfor har flere danske eksportvirksomheder også fokus på at markedsføre deres varer over for køkkenprofessionelle og grossister inden for catering. Det er et ekstra ben for de danske producenter, som også er vokset ud af et velfungerende grossistmarked til økologiglade storkøkkener i Danmark,« slår Dennis Hvam fast.
Dansk fællesstand på verdens største øko-messe
Økologisk Landsforening oplyser, at de i mange år har støttet danske eksportvirksomheder, og at de ser væksten i nabolandene som et resultat af et langsigtet arbejde.
»Danmark har længe været en førende økologination, og sammen med virksomhederne og vores samarbejdspartnere har vi bidraget med innovation, viden og motivation. Vi er stolte af, at økologien vokser i de lande, vi har haft fokus på i mange år.«
Et aktuelt eksempel er en dansk fællesstand på BioFach i Nürnberg, som er verdens største fagmesse for økologiske fødevarer. Messen åbnede tirsdag og kører frem til fredag den 13. februar.
Flere væksttal fra FiBL-rapporten
FiBL-rapporten viser også vækst i flere andre lande:
- Norge: 21,3 procent
- Holland: 9,6 procent
- Danmark: 3,0 procent
Læs også: