Alarm 112

Uddrag af døgnrapporten 20. december

Gratis minus 10 pct. billigere fås det ikke!

Redaktion
Af Redaktion 20. december 2016

.

Det er muligt, at det var denne tilgang en butikstyv havde til at handle ind den 201216 kl. 0720 under sit besøg i Netto på Danmarksgade i Aalborg.
Personalet i forretningen konstaterede, at butikstyven ikke havde tænkt sig at betale for en flaske Bailey og en pose Dumle slik, som han havde lagt i sin rygsæk, da han passerede kasselinjen.
Politiet blev tilkaldt og kunden gik derfra uden varer, men med en sigtelse for butikstyveri af varer til en samlet værdi af 140 kr.

Mislykket indbrudsforsøg i BIVA
BIVA på Stenbukken i Aalborg SV kunne den 201216 kl. 0347 konstatere, at tyve havde forsøgt at skaffe sig adgang til forretningen ved at bryde en port op.
Patruljen kørte til stedet og kunne konstatere, at tyvene ikke havde været inde i forretningen.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget.

Lommetyve på spil
En borger var så uheldig at miste sin pung den 191216 kl. 1510, da hun gik på Brandstrupsgade i Aalborg. En tyv så sit snit til at stjæle pungen fra hendes taske. Pungen indeholdt betalingskort, diverse kort og kontanter.
Pas på lomme- og tasketyve, når du færdes på offentlige steder.
Hold pungen tæt på kroppen og undgå at have et større beløb i pungen.
Pas godt på din taske og tegnebog, når du er ude at handle.
Læs mere om lomme- og tasketyveri her: http://www.dkr.dk/lomme-og-tasketyveri