Alarm 112

Uddrag af døgnrapporten 9. februar

Forsøg på indbrud i personbil

Redaktion
Af Redaktion 9. februar 2017

.

Et koben eller en skruetrækker blev brugt som redskab, da tyve forsøgte at bryde ind i en personbil KIA Picanto i perioden 050217 070217.
Personbilen holdt parkeret på Gertrud Rasks Vej i Aalborg SØ, da personbilens højre bagdør var udsat for den hårdhændede behandling.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget.

En god dækhistorie – 2 tyve anholdt for tyveriforsøg af fælge
2 tyve blev den 090217 kl. ca. 0550 taget på fersk gerning, da de forsøgte at stjæle fælge fra en Audi, der holdt parkeret på Ny Kærvej i Aalborg.
En borger havde bemærket tyvenes ihærdige indsats og patruljen kunne ved deres ankomst anholde de 2 tyveknægte.
Der venter nu en nærmere snak om morgenstundens hændelser, der vil medføre en tyverisigtelse.

Mannequin-dukke klædt af til skindet under indbrud
En tyv begik i perioden 050217 080217 indbrud i en butik på Danmarksgade i Aalborg.
Tyven kom ind i butikken ved at bryde et vindue op med et formentlig koben. Tyven kunne herefter frit færdes i baglokale, butikslokale og kælder.
Tyven stjal nogle blandede mønter samt afklædte en mannequindukke sin kjole. Kjolen tog han med sig.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget, eller hvis du tilbydes hælervarer.

Bærbar PC m.m. stjålet ved indbrud i villa
Tyve begik den 070217 kl. ca. 1400 080217 kl. 1000 indbrud i en villa på Løvsangervej i Års.
Tyvene kom ind via en havedør, hvor de knuste en rude, hvorefter de påvirkede den indvendige vrider og åbnede døren.
Tyvene stjal en bærbar PC af mrk. Packard Bell SE 201325617880, nogle smykker, parfume samt nogle kontanter.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget, eller hvis du tilbydes hælervarer.

Tyv gik fra indbrud med tomme lommer
En tyv begik den 070217 kl. 2345 kl. 080217 kl. 0800 indbrud i en kaffebar på Algade i Aalborg.
Tyven kom ind ved at klippe en hængelås over på en gitterlåge og brød derefter en bagdør op formentlig med et koben.
Tyven brød herefter kasseapparatet op men måtte konstatere, at dette ikke indeholdt kontanter af nogen som helst art.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget.

Et par timers fordybelse og væk var tasken
En borger måtte ærgre sig over resultatet af et par timers fordybelse den 070217 i tidsrummet kl. 1900 kl. 2100.
Borgeren var gæst på hovedbiblioteket i Rendsburggade, Aalborg, og måtte kontatere at en blå skuldertaske indeholdende en XP bærbar PC, en hvid IPhone 6, en T-shirt og personlige plejemidler var ja – forsvundet ud i det blå, medens fokus havde været et andet sted.
Kontakt Nordjyllands Politi på 114, hvis du ved noget, eller hvis du tilbydes hælervarer.