Trafik

Undgå bøder med Fords nye teknologier

Redaktion
Af Redaktion 29. juni 2015

.
Med introduktionen af Intelligent Speed Limiter i de nye udgaver af S-MAX og Galaxy giver Ford nu bilisterne en innovativ og sikker måde at overholde fartgrænserne på og dermed undgå dyre fartbøder. Det nye system holder konstant øje med fartgrænserne og hæver og sænker automatisk den maksimalt tilladte hastighed på fartpiloten. Intelligent Speed Limiter er sammen med Pre-Collision Assist standardudstyr i alle danske udgaver af den nye Ford S-MAX
Rådet for Sikker Trafik kører kampagnen Sænk farten en lille smule, og det er der gode grunde til. For det første er for højt fart, fx i tæt bebyggede områder, med til at skabe ulykker og gøre ulykker værre. For det andet er det blevet dyrere for bilisterne at blive taget med for høj fart.
Ford indfører med introduktionen af de nye udgaver af familiebilerne S-MAX og Galaxy et nyt våben mod fartoverskridelser, som med simpel betjening er perfekt for bilister i en travl hverdag, hvor der er meget andet end bare farten at holde øje med.
Den mest opsigtsvækkende nye teknologi er uden tvivl den intelligente fartbegrænser, Intelligent Speed Limiter. I en tid med stigende færdselsovervågning er det vigtigt at have et øje på fartgrænserne, men da disse konstant ændrer sig undervejs på ruten, og man som fører har mange ting at holde øje med, bruger systemet den velkendte fartbegrænser i kombination med bilens trafikskilte-genkendelsessystem, Traffic Sign Recognition samt eventuel data fra navigationssystemet til at justere fartbegrænserens virkeområde. Systemet virker mellem 30-200 km/t., og det kan indstilles til at tillade en hastighed +/- 10 km/t over/under den tilladte hastighed.

Simpel aktivering via rattet
Når føreren har aktiveret systemet, vil den intelligente fartbegrænser sænke den maksimalt tilladte hastighed, så den tilpasses den på skiltene aflæste hastighed. Hvis man eksempelvis kører med den intelligente fartbegrænser slået til i en zone med 60 km/t, og den pludselig erstattes af en zone med 50 km/t, vil bilen automatisk sænke hastigheds begrænseren til de lovlige 50 km/t. Hvis zonen igen erstattes af en med højere tilladt hastighed, giver systemet føreren mulighed for at hæve farten op til den nye fartgrænse.
Det er simpelt at bruge Fords nye Intelligent Speed Limiter via knapper på rattet. Når systemet er aktiveret, kan man hæve og sænke hastigheden i trin på 5 km/t op til maksimalt 10 km/t over den aktuelle hastighedsgrænse. Man kan midlertidigt sætte den intelligente fartbegrænser ud af kraft ved at træde hårdt på speederen.

Ved kørsel ned ad bakke afgiver systemet desuden en akustisk alarm, hvis man kommer over hastighedsgrænsen, så føreren bliver opmærksom på, at der skal bremses.
Den intelligente fartbegrænser er blot en af mange nye teknologier, som kan opleves i de nye Ford modeller. En anden er Pre-Collision Assist.
Pre-Collision Assist med persongenkendelse er et kamera- og radarbaseret assistentsystem, først set i Ford Mondeo, som ikke tidligere er set i dette segment. Systemet holder øje med personer omkring bilen, og efter først at have givet føreren en akustisk og visuel alarm, og denne ikke reagerer i tide, aktiveres bremserne automatisk, hvis en fodgænger fx pludselig bevæger sig ud foran bilen. Pre-Collision Assist scanner selvfølgelig også nærområdet foran bilen for andre køretøjer.

Palle Sund, sund2802@gmail.com, kilde: ford.dk