Trafik
Vejkryds er bilisternes store fælde: Her er de hyppigste årsager til p-afgifter i Aalborg
Siden nytår har Aalborg Kommune uddelt over 26.000 parkeringsafgifter – svarende til omkring 105 om dagen. En enkelt forseelse topper listen klart, viser en analyse fra Autoparts24
Få ting er så ærgerlige for en bilist som at vende tilbage til sin bil og finde en seddel i forruden. I Aalborg Kommune er det sket 26.264 gange i år, og med en bøde på mindst 500 kroner kan det betale sig at kende de mest almindelige faldgruber. Det viser tal fra Aalborg Kommune, som Autoparts24 har gennemgået.
Vejkryds er den store synder
Analysen peger på én forseelse, der markant skiller sig ud fra resten: Standsning eller parkering i et vejkryds. Denne ene fejl står bag hele 5.757 afgifter og troner suverænt øverst på listen. Reglen foreskriver, at man skal holde mindst 10 meter fra det sted, hvor en tværgående kørebanes kant skærer den kørebane, man selv holder på – en afstand, der for mange bilister kan være svær at vurdere korrekt og let at komme til at overse.
På andenpladsen finder man urigtigt indstillet p-skive eller overskridelse af den tidsbegrænsede parkering, som har udløst 5.206 afgifter, mens manglende gyldig betaling ligger på en tredjeplads med 4.836 afgifter. Tilsammen tegner disse tre “glemsomheds-forseelser” sig for mere end 6 ud af 10 af samtlige p-afgifter i kommunen i år.
Top 10 årsager til parkeringsafgifter i Aalborg (1. januar – 8. september 2026)
| # | Forseelse | Antal |
| 1 | Standsning/parkering i vejkryds | 5.757 |
| 2 | Tidsbegrænset parkering / urigtigt indstillet p-skive | 5.206 |
| 3 | Ingen gyldig betaling registreret | 4.836 |
| 4 | Parkering ved skiltning og brudt gul kantlinje | 1.242 |
| 5 | Parkering ved skiltning og ubrudt kantlinje | 1.052 |
| 6 | Reserveret parkeringsplads (afmærket ved tavle) | 1.006 |
| 7 | Parkering på cykelsti, gangsti, fortov mv. | 918 |
| 8 | Parkering i forbudszone | 917 |
| 9 | Uden brug af p-skive | 908 |
| 10 | Parkering i opholds- og legeområde | 702 |
Læs også:
Her risikerer du oftest en bøde
Ud over de hyppigste forseelser viser tallene også, hvor i byen bilister oftest bliver ramt. Vesterå topper listen over de steder, hvor flest afgifter bliver udstedt, tæt fulgt af parkeringspladsen Gåsepigen og Hjulmagervej.
Top 10 veje og pladser med flest p-afgifter i Aalborg (1. januar – 8. september 2026)
| # | Sted | Antal |
| 1 | Vesterå | 1.053 |
| 2 | P.Pl. Gåsepigen | 856 |
| 3 | Hjulmagervej | 722 |
| 4 | P.Pl. Aalborghallen | 698 |
| 5 | Danmarksgade | 641 |
| 6 | P.Pl. Sauers Plads | 552 |
| 7 | Vestre Havnepromenade | 537 |
| 8 | Mølleparkvej | 504 |
| 9 | Ryesgade | 429 |
| 10 | P.Pl. Aagade | 417 |
Med disse tal in mente kan det altså betale sig for aalborgensiske bilister at holde ekstra øje med afstanden til vejkryds, huske p-skiven og sikre sig gyldig betaling – særligt på og omkring de mest udsatte adresser.
Læs også: