Bolig

Vendelbo udstiller foråret i Romdrup

Redaktion
Af Redaktion 26. januar 2017

.
Romdrup-Klarup Sogn markerer indgangen til 2017 med en ny maleriudstilling i sognegården i Romdrup. Udstilleren er Ellen Bastholm, der har postnummeradresse 9800 Hjørring. Hun kalder sin udstilling Forår, og præsenterer den med følgende ord:

Først “det kolde forår”, hvor den nøgne natur bliver badet i lys
– i mælkehvidt lys, som lægger sig tungt over flade marker og trænger ind i hver en krog
– lys, som trækker alting op af jorden og får træerne til at dække sine grene
– lys, som får hele naturen til at gøre sig klar til en lun og behagelig sommer

Ellen Bastholm er født i 1958 og vokset op på landet i Uggerby.
– Jeg har altid glædet mig meget over naturen, og lagt meget mærke til, hvordan den forandrer sig, alt efter lyset og årstiderne. Derfor var det en stor glæde for mig, da jeg startede med at male.
Min stil har indtil nu været naturalistisk og mine motiver er alle inspireret af Vendsyssel, som jeg holder så meget af, og hvor jeg stadig bor.
Jeg begyndte for en del år siden med akvarel, men nu maler jeg mest med akryl på lærred, og bruger skiftevis spartel og pensel.