Uddannelse

Vendepunkt for ingeniøruddannelserne: Søgningen til AAU er vendt og peger opad

Efter flere års tilbagegang er antallet af ansøgere til ingeniøruddannelserne på Aalborg Universitet steget igen – og det er afgørende for de nordjyske virksomheder, der i de kommende år vil mangle tusindvis af ingeniører.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 10. juli 2026

Faldet er stoppet. Efter en periode, hvor søgningen til ingeniøruddannelserne på Aalborg Universitet gik ned år for år, peger pilen nu opad igen. Fra 761 førsteprioritetsansøgere i 2025 er tallet i år steget til 787 – og det sker i en tid med faldende ungdomsårgange.

— Vi er meget glade for, at søgningen til vores ingeniøruddannelser ligger på et stabilt niveau med pil opad. Det er et flot resultat i en tid med små ungdomsårgange, siger prorektor Anne Marie Kanstrup.

Hun understreger, at udviklingen ikke kun er god for universitetet, men også for erhvervslivet i regionen.

— Vi uddanner ingeniører til hele Danmark, men vi ved, at de fleste bliver i den landsdel, hvor de er uddannet. Derfor er det afgørende, at vi uddanner mange ingeniører i Nordjylland. Det er en forudsætning for, at de nordjyske virksomheder kan rekruttere den arbejdskraft, de har brug for, siger hun.

Klassiske ingeniørfag trækker de unge til

Det er især de klassiske ingeniøruddannelser, der har oplevet fremgang. Mekanik og Produktion, Maskinteknik og Bioteknologi er blandt de uddannelser, der er gået frem, og ved kvote 2-ansøgningerne i foråret lå antallet af førsteprioritetsansøgere til en håndfuld af de klassiske ingeniøruddannelser over 60 procent højere end året før.

Prorektor Anne Marie Kanstrup ser en sammenhæng mellem de unges valg og tidens store samfundsspørgsmål.

— Søgningen viser, at de unge følger med i nyhederne. Måske er det de klassiske ingeniøruddannelser inden for byggeri, maskinteknik, kemi og energi, der giver mening midt i en AI-tid, siger hun.

Også den nye engelsksprogede uddannelse Energy Engineering i Esbjerg er kommet godt fra start med 26 førsteprioritetsansøgere og 134 ansøgere i alt.

Et af Europas bedste ingeniøruniversiteter

Aalborg Universitet er rangeret som nummer tre i Europa for ingeniøruddannelser – efter ETH Zurich og Imperial College London. Det giver de studerende adgang til en forskningsbaseret uddannelse med undervisere og faciliteter i særklasse.

Et centralt element i AAU’s uddannelsesmodel er det problembaserede projektarbejde i tæt samarbejde med virksomheder og institutioner – fra udvikling af enzymer til kodning af plastre med indbygget teknologi.

— Det tiltrækker mange, at de kommer til at arbejde med konkrete projekter, der er vigtige for virksomheder og for samfundet, siger Anne Marie Kanstrup.

Samlet har AAU i år modtaget 12.581 ansøgninger, hvoraf 4.121 er førsteprioritetsansøgninger – et stabilt niveau i forhold til sidste år.