Nyheder

Vild forvandling: Nordjyske hunde med angst får ny start

Fire hunde blev hentet af Dyrenes Beskyttelses dyreinternat i Nordjylland, efter deres tidligere ejer blev fundet død i sit hjem. Ved ankomst var hundene meget angste, men efter et par uger var de forvandlede.

Vild forvandling: Nordjyske hunde med angst får ny start
Der var tale om hunde af racen cane corso - i alt to voksne, en unghund på 10 måneder og en hvalp på tre uger. Alle hundene var tydeligvis blevet passet med mad og omsorg, men de havde ikke oplevet noget i deres liv. Foto: Cathrine Cocks, Dyrenes Beskyttelse.
9. september 2024
Af Benedikte Jensen

Flasker, affald og masser af rod. Det var det syn, der mødte personalet fra Nordjyllands Internat, da de kørte ud for at hente fire hunde i nærheden af Frederikshavn. Hundenes tidligere ejer var død efter lang tids alkoholproblemer, og der var derfor brug for hjælp til at tage hånd om hundene.

– Vi vidste ikke, hvad der ville møde os, da vi kørte ud for at hente hundene. Vi havde talt med den tidligere ejers nabo, som havde passet hundene, indtil vi overtog dem, og vi vidste derfor, at de var søde og omgængelige, men udover det vidste vi ingenting, siger Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse.

Der var tale om hunde af racen cane corso – i alt to voksne, en unghund på 10 måneder og en hvalp på tre uger. Alle hundene var tydeligvis blevet passet med mad og omsorg, men de havde ikke oplevet noget i deres liv. De var derfor meget nervøse, da der pludselig kom fremmede mennesker ind i deres hjem.

Hund fik angstanfald

Da personalet ankom til adressen, blev de mødt af fire søde, men meget nervøse hunde.

– Da vi gav Lille, som den unge hund hedder, snor på og ville tage hende med ud til bilen, gik hun i chok og lå og rystede i haven, helt klistret til jorden. Vi vidste godt, at hundene nok ikke havde oplevet så meget i deres liv, men da vi stod med Lille, var det klart for os, at vi stod overfor en stor socialiseringsopgave, siger Karina Fisker.

Heldigvis var der god tid, og det lykkedes derfor at lokke den 10 måneder gamle hund med hen til bilen, så hun kunne blive kørt til Nordjyllands Internat.

Aalborg Kommune styrker indsatsen for ordblinde børn og unge

Læs også: Aalborg Kommune styrker indsatsen for ordblinde børn og unge

Plejefamilie og et farvel

På dyreinternatet i Nordjylland blev hundene en efter en dyrlægetjekket for at sikre, at ingen fejlede noget. Desværre viste det sig, at den voksne hanhunds knæ var helt ødelagt og ikke kunne behandles, at han måtte aflives. De resterende hunde var i fin fysisk stand, men stod alle sammen overfor en intens miljøtræning.

– Vi besluttede ret hurtigt at sende hvalpen og dens mor i pleje ved en af vores dygtige plejefamilier, mens vi arbejdede med Lille på 10 måneder på dyreinternatet. Og jeg må bare sige, at hun har været overraskende hurtig i sin udvikling. Hun er stadig ikke klar til adoption, men det er en helt anden hund, vi møder nu, siger Karina Fisker.

Også moren og hvalpen har været igennem en stor udvikling.

– Moren var meget nervøs og har brugt meget tid på at falde til hos os. I dag leger hun med legetøj og kaster sig rundt på græsplænen, så det er virkelig rørende at opleve. Hendes hvalp har heldigvis været fræk og ligesom man forventer, at en hvalp er, siger Julie, plejemor for de to hunde.

– Jeg elsker virkelig dyr, og det er derfor en god mulighed for at have hund og gøre en forskel. Lige nu har vi tid og ressourcer til at hjælpe, og så gør vi det gerne, afslutter Julie.

Så snart hundene er klar til nye hjem, vil de blive lagt til adoption via Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.

Læger står klar til at overtage i Dronninglund

Læs også: Læger står klar til at overtage i Dronninglund