Nyheder

Wieghorst ny cheftræner i AaB

Redaktion
Af Redaktion 2. januar 2017

.
Morten Wieghorst er ansat på en fortløbende aftale, der er uopsigelig indtil 30. juni 2019. AaBs superligatrup har første træningsdag i det nye år onsdag 4. januar.

Morten Wieghorst har tidligere som træner sikret FC Nordsjælland to pokaltitler i 2011 og 2010 og ført AGF til oprykning i Alka Superligaen i sommeren 2015, inden han et halvt år senere blev afskediget i Århus-klubben med oprykkerne placeret på en niendeplads.

Herudover har Morten Wieghorst stået i spidsen for det danske U/21-landshold og været assistenttræner for Michael Laudrup i Premier League-klubben Swansea City.

Som aktiv spiller fik Morten Wieghorst sin fodboldopdragelse i Lyngby Boldklub, hvor han også var med til at vinde både det danske mesterskab og en pokaltitel, inden det efterfølgende blev til hele ti sæsoner i skotsk fodbold hos henholdsvis Dundee FC og Celtic FC inklusive et mesterskab med sidstnævnte klub i 1998.
I 2002 vendte Morten Wieghorst tilbage til Danmark og Brøndby I.F. før karrierens afslutning i 2005. Her blev det til yderligere et mesterskab og to pokaltitler samt en kåring som Årets Spiller i dansk fodbold i 2003.

På landsholdsplan opnåede Morten Wieghorst 30 A-landskampe for Danmark med blandt andet deltagelse i VM-slutrunden i 1998 og finalesejren i Confederations Cup i 1995 mod Argentina som højdepunkter.