Del på Facebook   Print siden  
Aalborg

Stigende friværdier øger interessen for forældrekøb

Aalborg
Lørdag 1. oktober 2016 kl. 05:50

Stigende friværdier øger interessen for forældrekøb

.
Boligpriserne stiger støt i Nordjylland, og det betyder, at mange boligejere har en stigende friværdi i huset. Det gør råderummet større, og flere og flere benytter dette til forældrekøb af lejlighed særligt i landets største studiebyer. Sådan lyder meldingen fra Nordjyske Bank.

Det går godt med boligpriserne i Nordjylland. Ifølge tal fra Boligsidens markedsindeks er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer og rækkehuse siden årsskiftet steget fra 8.661 kroner til 9.343 kroner, hvilket er en stigning på knap 7 procent. Det vil med andre ord sige, at en villa på 160 kvadratmeter i gennemsnit er blevet cirka 109.100 kroner mere værd alene i 2016. Rigtig mange boligejere i Nordjylland har derfor også fået en markant større friværdi i huset, og det åbner nye døre for forældre, der netop på denne tid af året går med overvejelserne om forældrekøb.

Adskillige unge begynder nemlig i september på et studie i København, Aarhus, Aalborg eller andre af landets største byer, og det giver pres på udbuddet af studieboliger. Nyudklækkede studerende har således svært ved at finde en passende bolig og bor netop nu i midlertidig bolig hos enten familie, venner eller på vandrehjem, og det sætter gang i tankerne hos mange forældre. Sådan lyder det fra Nordjyske Bank, der også mærker konsekvenserne af en høj friværdi kombineret med manglen på studieboliger:

- Det er på denne tid på året, at interessen for forældrekøb klart er størst. Vi mærker en stor interesse fra forældre, der overvejer at købe en lejlighed, som børnene kan leje, og det er der selvfølgelig flere grunde til. Dels er boligpriserne stigende, hvilket giver gode muligheder for at bruge friværdien i huset. Dels er renten på lån historisk lav, og dels sidder danskerne i øjeblikket med rekordhøje opsparinger, der gør investeringer som eksempelvis lejlighedskøb muligt, forklarer Nordjyske Banks boligansvarlig Tina Conradsen.

Stigende lejlighedspriser gør det fordelagtigt
Det er ikke kun boligpriserne, der i øjeblikket stiger støt. Lejlighedspriserne er ifølge Boligsidens markedsindeks ligeledes stigende, og det kan have stor betydning for, hvorvidt forældrekøb ikke kun er en investering i børnene, men også en økonomisk fordelagtig investering på sigt.

Tager man eksempelvis udgangspunkt i Aarhus, er den gennemsnitlige kvadratmeterpris steget fra knap 28.000 kroner til godt 29.500 kroner det seneste år. Det vil med andre ord sige, at en lejlighedsejer i Aarhus har tjent 122.000 kroner på en 80 kvadratmeters lejlighed i perioden. I København er priserne steget med cirka 2.700 kroner, hvor en lejlighedsejer af samme størrelse således har tjent 220.000 kroner i perioden. Og fortsætter denne udvikling, kan der endda være flere penge at tjene på købet:

- Vi ser lige nu en opadgående kurve på lejlighedspriserne, og meget tyder på, at den endnu ikke er færdig med at stige. Det skyldes blandt andet en positiv udvikling i både beskæftigelsen og reallønnen, og fortsætter det, kommer købet således ikke kun børnene til gode, forklarer Tina Conradsen, der samtidig understreger, at det omvendt også kan have en negativ effekt på lejlighedens fremtidige værdi, hvis udviklingen skulle vende:

- Meget har betydning for priskurvens gang. Renten kan falde, der kan ske en tilbagegang i reallønnen eller jobmulighederne kan forringes, hvilket alt sammen er med til at afgøre, hvorvidt et forældrekøb er mere end blot en investering i sit barn. Derfor bør man altid tage en snak med sin rådgiver, før man tager beslutningen, slutter Tina Conradsen.

Som følge af boligmarkedets hastige udvikling garanterer Nordjyske Bank at svare på henvendelser om bolig- og lejlighedskøb inden for kun 48 timer under normale omstændigheder. Det er vigtigt, at kunderne får en hurtig afklaring på købet qua markedet, vi befinder os i, lyder det fra Tina Conradsen.


© Copyright 2024 Aalborgidag.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst
Klik venligst


Flere i denne sektion:

- Mandagens strømpris - Aalborg

- Motorcyklerne er på gaden igen: sådan kommer 7 ud af 10 til skade - Aalborg

- Koch stopper som Pirat og velkommen til Weichel - Aalborg

- Har du tænkt på, hvad der skal ske med din Facebook efter din død? - Aalborg

- Nye regler fra Skatterådet: Endnu en skat på vej - Aalborg

- Drømmer du om en karriere blandt blå blink? Kom til åbent hus på Politiskolen i Vejle - Aalborg

- Promille på 1,35 bag rattet - Aalborg

- Politiet er klar til at opruste med flere ANPG-kameraer - Aalborg

- NEU vender tilbage i morgen - Aalborg

- Ældre kvinde blev offer for kontaktbedrageri - Aalborg

- Hundetyv omkring Netto i Lindholm - Aalborg

- Kom til aftenkaffe med Pia Olsen Dyhr og Inger Støjberg - Aalborg