Familie
Sådan kan institutionsstart blive både billigere og mindre stressende
En ny hverdag i vuggestue eller børnehave kræver ofte flere indkøb, end mange forældre regner med. Med lidt planlægning kan både udgifter og hverdagens stress dog holdes nede.
August er for mange familier lig med begyndelsen på et nyt kapitel, når børn tager de første skridt ind i vuggestuen eller børnehaven. Samtidig skal forældrene have styr på alt fra regntøj og skiftetøj til madkasser og gummistøvler – og det kan hurtigt mærkes på budgettet.
Hos Børneloppen Horsens oplever man hvert år, at mange familier bliver overraskede over, hvor meget udstyr der faktisk skal bruges ved institutionsstart.
Ifølge indehaver Michelle Palner kan en god plan gøre en stor forskel.
“Når et barn starter i en institution, er der nok at tænke på i forvejen. Derfor giver det god mening at være på forkant med de praktiske ting, så man både undgår unødige udgifter og får en lidt mindre stressende start på den nye hverdag,” siger hun.
Begynd i god tid
Et af de vigtigste råd er at starte forberedelserne i god tid. Mange venter til de sidste dage før opstart, men det kan føre til dyre impulskøb og færre valgmuligheder.
“Jo tættere man kommer på opstart, jo større er risikoen for panikkøb. Mange penge kan spares ved at være ude i god tid,” siger Michelle Palner.
Ved at planlægge indkøbene kan familierne bedre udnytte tilbud eller finde brugte kvalitetsprodukter.
Læs også:
Ekstra tøj kan redde hverdagen
Institutionslivet byder ofte på mudder, vandpytter og små uheld. Derfor anbefales det at have flere sæt skiftetøj liggende i institutionen.
“Det er næsten altid de ting, man ikke tænker så meget over, som man får mest brug for. Et par ekstra sæt skiftetøj kan gøre hverdagen langt nemmere,” siger Michelle Palner.
Hun anbefaler også at have to sæt af det vigtigste overtøj, så der altid er tørt regntøj eller gummistøvler klar til næste dag.
“Det danske vejr er ikke altid til at regne med. Mange familier bliver glade for at have et ekstra regnsæt eller et ekstra par gummistøvler klar, så de ikke står i en presset situation næste morgen,” fortæller hun.
Tænk et skridt frem
Da børn vokser hurtigt, kan det betale sig at købe udstyr i den næste størrelse, hvis man falder over et godt tilbud.
“Vi oplever mange forældre, som med vilje køber lidt frem i tiden. Det giver ro i hverdagen, når man allerede har næste størrelse støvler eller vintertøj klar, hvis behovet pludselig opstår,” siger Michelle Palner.
Et andet godt råd er at sætte navn i alt fra begyndelsen. Navnemærker eller en permanent tusch kan gøre det langt lettere at få tøj, sko og madkasser tilbage, hvis de bliver væk.
“Det tager ikke lang tid at navnemærke tingene hjemmefra, men det kan spare rigtig meget tid senere. Det er langt sjovere at bruge tiden med familien end at lede efter forsvundne hjemmesko,” siger hun.
Tjeklisten før første dag
Selvom behovene kan variere fra institution til institution, er der en række ting, som de fleste børn får brug for:
- Regntøj og gummistøvler
- Termotøj
- Hjemmesko
- Jakke til årstiden
- Solhat eller kasket
- Flyverdragt til vinteren
- Hue og vanter
- To til tre sæt skiftetøj
- Drikkedunk og madkasse
- Rygsæk
- Sut eller sovedyr til de mindste
- Eventuelt sovetøj eller andet soveudstyr, hvis institutionen kræver det
Brugt udstyr bliver mere populært
Ifølge Børneloppen vælger flere familier at købe brugt, fordi meget af udstyret kun anvendes i en begrænset periode, før barnet er vokset ud af det.
“Mange af de ting, der skal bruges til institutionsstart, bliver kun brugt i relativt kort tid, før barnet vokser videre til næste størrelse. Derfor vælger flere familier at købe brugt og bruge pengene på noget andet. Det er godt for både økonomien og miljøet,” siger Michelle Palner.
For mange familier er institutionsstart en stor milepæl. Med lidt planlægning og de rette forberedelser kan overgangen til den nye hverdag blive både lettere, billigere og mere overskuelig.
Læs også: